Svømmerne har fart på i denne tid med masser af stævneaktivitet

Svømmerne har fart på i denne tid med masser af stævneaktivitet

Fuld fart i bassinet

Fin generalprøve på regionsmesterskaberne senere på måneden

Svømning Der er fuld fart på for svømmerne i Frederiksværk Svømmeklub i disse uger.

I sidste weekend var klubben vært ved Sparekasse Cup, som var et lidt større stævne med andre klubber fra Nordsjælland. Der var en god stemning i hallen, og alle var opsatte på til at give sig fuldt ud i bassinet.

"Vi er utrolig glade for at kunne lægge hal til et stævne af denne art, og vi er meget taknemmelige overfor Sparekassen Fyn-Sjælland samt alle vores andre sponsorer for at kunne lade det blive en realitet”, udtaler cheftræner Kim Skou, han fortsætter:

”Dette stævne har vi betragtet lidt som generalprøve forud for regionsmesterskabet, som vi skal være vært for sidste weekend i oktober. Der skal alle interesserede være velkomne til at komme at se masser af god svømning”.

Frederiksværks egne svømmere var stærkt repræsenteret på skamlerne i samtlige discipliner. Desuden svømmede de store piger sig til en sølvmedalje i holdkap.

Mini-medaljer

I den forgangne weekend var svømmerne i Hillerød, hvor der blev afholdt Ministævne. Trænerne kunne godt være stolte af deres svømmere, da der blev slået masser af personlige rekorder, og der blev hentet 2 guld, 7 sølv og 3 bronzemedaljer hjem.

Samtidig med at de yngre svømmere var i Hillerød, var to af juniorsvømmerne, Luna Trojlsgaard samt Thorbjørn Ikkala til Østmesterskaberne. De præsterede begge flot, og det var første skridt hen imod at nå tættere på toppen af dansk svømning.

Træningslejr

I efterårsferien deltager alle hold i en træningslejr. De yngste på talentholdet er kun med én dag, men de 3 andre konkurrencehold er med i 3-6 dage.

”Træningslejren skal bruges til at styrke formen og finpudse teknikken, men lige så meget til at have det sjovt og få nogle hyggelige dage sammen”, siger trænerteamet.

Publiceret 08 October 2018 09:12

SENESTE TV