Det havde været årets mål, men desværre sneg Nis Prio's saksespark sig lige forbi målstolpen. Foto Jan Stephan

Det havde været årets mål, men desværre sneg Nis Prio's saksespark sig lige forbi målstolpen. Foto Jan Stephan

Hundested døde med støvlerne på

I 70 minutter lurede sensationen, men tre scoringer på fem minutter sendte Vendsyssel videre i pokalturneringen

Af
Thomas Quvang

Pokalbold "Jeg er da selvfølgelig pisse ærgerlig over, at vi har fem minutter hvor vi falder sammen, men når det er sagt så er så utrolig stolt over hvad drengene præsterede, stolt over den massive opbakning fra tilskuerne og ikke mindst alt det klubben har gjort for at skabe denne ramme, fantastisk".

Det er sjældent, at man kan trække på smilebåndet over et nederlag, men cheftræner Michael Schou var en tilfreds mand i sekunderne efter sidste fløjt. Frygten for at blive kørt midt over af et superligamandskab var erstattet med stolthed over, at have budt Vendsyssel op til tæt dans.

Kamp til stregen

3-0 endte pokalkampen i Vendsyssels favør, og det kan der intet indvendes imod. Men Hundested gav gigant-favoritterne kamp til stregen. I 70 minutter lurede sensationen foran de mere end 1200 tilskuere, hvilket i øvrigt er klubrekord på Hundested Stadion.

Fem ærgerlige minutter fik dog stemningen til at forstumme betragteligt. Tre lynhurtige scoringer fra det 70. til det 75. minut beseglede Hundesteds skæbne. Herfra kørte Vendsyssel sejren stille og roligt i hus, mens hjemmeholdets spillere kæmpede med træthed og krampe til det sidste fløjt.

Frækt saksespark

Indtil det 70. minut levede drømmen for hjemmeholdet, der til fulde beviste hvad de er lavet af. Vilje, mod og fight holdt gæsterne fra fadet i hele 1. halvleg, hvor Hundested selv producerede et par gode chancer. Nis Prio havde et frækt saksespark der sneg sig lige udenom målstolpen.

Senere havde Nicolai Jægergaard bud efter det lange hjørne med en cool afslutning, men bolden røg forbi. I den modsatte ende havde gæsterne bolden meget, men rigtig farlige blev de ikke, og det der kom tog Christian Solhøj sig af i målet.

Kort inde i 2. halvleg var Hundested lige ved påny. Nicolai Jægergaard satte tre mand af frem mod kassen, men hans afslutning blev blokeret i sidste øjeblik.

I det 70, minut gik det dog galt. En mistet bold fremadrettet og et efterfølgende misset returløb, gav gæsterne plads til at komme til baglinien og det efterfølgende indlæg blev sparket i kassen med en hård inderside.

Scoringen hev luften ud af Hundested der de næste minutter måtte indkassere yderligere to scoringer inden der blev sat prop i igen.

Efter sidste fløjt kunne gæsterne glæde sig over endnu en runde i landspokalturneringen Syd Bank Cup, mens Hundesteds mandskab, i nederlagets stund, kunne glæde sig over publikums taktfaste bifald som tak for en monsterpræstation. Hundested kæmpede med alt, og døde med støvlerne på.

I eftermiddag holder alle med FCK

Støtten til Hundested var som skrevet særdeles massiv, og mon ikke at FC København vil få den samme opmærksomhed torsdag aften fra Hundesteds supportere.

I hvert fald sidder der en kasserer i Hundested Idrætsklub som krydser fingre for en favoritsejr når FCK gæster Viby IF. For i så fald vil der lande en klækkelig bonus på 100.000 kroner i Hundested.

B1908, Hundested og Viby IF var de tre eneste tilbageværende seriehold i 3. runde af landspokalturneringen med Hundested som det lavest rangerende i Serie 1. Og ligesom Hundested måtte sige farvel onsdag, måtte B1908 også kapitulere, da det blev til nederlag mod Marienlyst.

Derfor tilfalder den økonomiske bonus Hundested, såfremt Viby IF altså taber til FCK - og det kræver vist et mirakel a'la Skagen vs Brøndby, hvis ikke Hundested skal glæde sig over en fin 'trøstepræmie'.

Publiceret 27 September 2018 09:53

SENESTE TV