To VM-titler til samlingen

Tisvilde Hegn OK løb sig til fem medaljer ved Veteran-VM

Af
Thomas Quvang

Orienteringsløb Løbere fra Tisvilde Hegn OK scorede to VM-titler og tre sølvmedaljer ved World Masters Orienteering Championships, WMOC, der i sidste uge blev afholdt i Købehavn og Nordsjælland.

Stævnet var verdensmesterskabet i orienteringsløb i de såkaldte veteranklasser, dvs. løbere fra 35 år og opefter. I sprintfinalen i Københavns centrum blev Thomas Greve Jensen og Rune Olsen verdensmestre i henholdsvis H45 og H40, mens Keld Johnsen vandt sølv i H65.

Enestående bedrift

Det er 10. år i træk, at løbere fra Tisvilde Hegn OK har vundet guld ved veteran-VM. Det er helt enestående for en dansk klub og i topklasse på verdensplan. Sejrsrækken omfatter 17 VM-titler, fordelt på syv løbere. De nye VM-titler var nr. fire til Thomas og nr. to til Rune. Keld har også vundet fire VM-titler.

Finalen på mellemdistance blev afholdt i Tisvilde Hegn. Her vandt Tenna Nørgaard Landsperg og Thomas Greve Jensen sølv i henholdsvis D45 og H45.

Den tredje og sidste finale, langdistancen, foregik i Gribskov. Her var bedste placering en fjerdeplads til Tenna Nørgaard Landsperg i D45.

Der var 4.500 deltagere fra 45 nationer i stævnet, der blev arrangeret af fire nordsjællandske orienteringsklubber i fællesskab. Det var Farum OK, OK Øst Birkerød, Søllerød OK og Tisvilde Hegn OK. Klubberne stillede med tilsammen 400 officials, der fik det hele til at klappe, og arrangementet blev rost af deltagerne.

Publiceret 16 July 2018 08:54

SENESTE TV