Nicolai Jægergaard scorede alle tre mål da Hundested bookede billet til SM-finalen. Foto Thomas Quvang

Nicolai Jægergaard scorede alle tre mål da Hundested bookede billet til SM-finalen. Foto Thomas Quvang

'Jæger' skød Hundested i finalen

Nicolai Jægergaard blev hattrick-helt i semifinale

Af
Thomas Quvang

Fodbold Det var spændende og jævnbyrdigt fra start til slut, da Hundested tirsdag aften bookede billet til lørdagens finale om sjællandsmesterskabet for Serie 2 hold.

Hundesteds kredsmestre tog imod Holbæk United's ditto i semifinalen , og det var Hundesteds spillere, ledere og trofaste tilskuere der slutteligt kunne juble over, at sæsonen blev udvidet med en kamp mere.

Det kunne Hundested specielt takke Nicolai Jægergaard for. 'Jæger' fulgte op på et fremragende forår og scorede alle tre mål i hjemmeholdets 3-2 sejr.

Hundested kom på 1-0 efter den halve time. Jannik Iversen blev kantet i det kriminelle felt og efterfølgende var Nicolai Jægergaard sikker fra pletten og scorede halvlegens eneste mål.

Frisparksperle

Holbæk kom blæsende ud til 2. halvleg og efter få minutter kom udligningen. Et indlæg blev hårdt og præcist headet ind bag Christian Solhøj i målet.

Hundested svarede dog hurtigt igen, og blot ti minutter senere var Nicolaj Jægergaard på pletten igen. Denne gang efter et fint oplæg fra Nis Prio, hvor indersiden blot skulle sættes på.

Kort efter brød jublen ud i lys lue, da Nicolai Jægergaard fuldbyrdede sit hattrick med en flot frisparksperle. Da blev kuglen sendt direkte op i målhjørnet til 3-1. En fremragende scoring.

Gæsterne nægtede dog at smide håndklæddet i ringen, og de fik reduceret til 2-3 med ti minutter tilbage, da et langskud blev kanoneret ind bag Christian Solhøj. Herefter pressede Holbæk voldsomt på for en udligning, men Hundested holdt stand og kan nu se frem til sæsonens sidste kamp lørdag kl. 13 hvor Gladsaxe-Hero gæster Hundested Stadion.

Publiceret 20 June 2018 10:55

SENESTE TV