Hurtigst gennem skoven

Masser af medaljer i St. Dyrehave

Af
Thomas Quvang

Orienteringsløb Den forgangne weekend bød på Sjællandsmesterskaber i orienteringsløb på såvel stafet som lang distance. Begge løb foregik i St. Dyrehave ved Hillerød, og THOK var som altid repræsenteret begge dage.

Ved lørdagens stafet imponerede Tobias Olloz i klassen D/H max 43 ved at komme først ind af alle løbere efter et fantastisk løb. Dermed sendte han klubkammeraten, Albert Nørgaard Landsperg, ud på andenturen med et forspring til nærmeste forfølger på lidt over to minutter. Albert holdt føringen som nr. 1 og udbyggede endda forspringet til godt 4 minutter, hvorefter Xenia Bregensøe blev sendt i skoven, og efter sammenlagt 63 minutter for de tre løbere kunne Xenia løbe holdet i mål som guldvindere.

Stafet debut

I den yngste dameklasse, D12, var der stafet-debut til 3 af klubbens små piger: Lucia Holck, Ida Marie Lyng Landsperg samt Milla Harrishøj Nørskov. De klarede alle tre udfordringen fint og holdet fik oven i købet en flot sølvmedalje.

I H20 løber alle tre løbere en svær bane på 6,1 km. THOK’s hold bestod af Jakob Schøier Kovsted, Lasse Falck Weber og Celina Bregensøe. Trekløveret leverede en stærk indsats og sikrede sølvmedaljer.

I H35 løb Jakob Landsperg en forrygende tur og kom ind som den første i sin klasse med en føring på hele 11 ½ minut! Herefter var det Jakobs bror, Peter Steen Landsperg, som tog stafetten, og han gjorde sin bror det efter og kom først i mål – nu med en føring på næsten 24 min. Så skulle Jens Kovsted bare koncentrere sig om at løbe sikkert på sidsteturen, og Jens kunne dermed løbe holdet ind til en guldmeldalje.

Aase Neregaard og Inger Kirkegaard blev en flot nr. 2 i D65, hvor de var knap 2½ min efter det vindende hold fra Roskilde. I ældste herreklasse, H70, blev Kurt Valery og Egon Neregaard nr. 4, mens Jacob Albahn, Leif. E. Larsen og Tim Falck Weber i H45 løb sig til flot 3. plads.

Lang distance

Ved søndagens lange distance blev det til endnu flere medaljer til THOK.

Der var guld til Ida Øbro i D20 og Keld Johnsen i H65. Xenia Bregensøe vandt bronze i D16, mens storesøster, Celina Bregensøe, vandt sølv i D18. Tobias Olloz løb en bronzemedalje hjem.

Tre af klubbens relative nye medlemmer stillede op i B-klasser, og her vandt Mette Vejen Eriksen D 35B, Dan Eriksen vandt H35B og Dagmar Kopp Stannum vandt åben bane 5.

Af andre flotte placeringer var der 2. pladser til Inger Kirkegaard i D65, Aase Neregaard i D75 og Leif E. Larsen i H65 samt 3. pladser til Peter Steen Landsperg i H40 og Tim Falck Weber i H50.

.

Publiceret 12 June 2018 13:00

Halsnæs Avis nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Halsnæs Avis
SENESTE TV