Nul point og tre skader

FFK tabte lørdagens hjemmekamp 0-2 til Frem Hellebæk

Af
Thomas Quvang

FODBOLD Frederiksværks bundhold i Serie 1 leverede en langt hen ad vejen godkendt præstation, da Frem Hellebæk i lørdags var på besøg. Men det var ikke nok til at sætte point point på kontoen. Gæsterne, der ligeledes slås for forbliven i rækken vandt 2-0 efter en scoring i hver halvleg. Det var egentlig FFK der var bedst i de første 45 minutter, men flere gode forsøg blev fint afværget af gæsternes målmand, der stod en rigtig god kamp mellem stængerne. Frem Hellebæk var derimod mere kyniske, på deres eneste chance i 1. halvleg bragte de sig foran 1-0 overfor et ukoncentreret forsvar. Bare et minut efter pausen var den gal igen. FFK mistede bolden i et opspil, og det blev straffet med en perfekt dyb aflevering til gæsternes angriber der var sikkerheden selv overfor Jonas Back i målet. I den resterende del af kampen forsøgte FFK, at bringe spænding tilbage i kampen, men der blev ikke produceret noget farligt. Frem Hellebæk kendte besøgelsestiden, brugte ganske få chancer til at score de to mål der var nok til sejren. Hvad værre var, at FFK’s skadesliste blev en del længere. Således måtte Steffen Hansen, Nikolai Christiansen og Martin Liebmann alle forlade kampen med skader. Et noget uheldigt tidspunkt lige op til sæsonens sidste kampe. Casper Kiørboe blev efterfølgende kåret som hjemmeholdets bedste for sin præstation på venstre back.

Publiceret 13 May 2018 00:00

SENESTE TV