Forbandelsen brudt:

Endelig sejr til FFK

Sejrstørken er slut - FFK vandt 2-1 over Herlev lørdag eftermiddag

Af
Thomas Quvang

FODBOLD Næsten et helt år, og 18 turneringskampe i streg - så lang tid skulle der gå før FFK’s spillere igen skulle synge sejrssangen. Lørdag eftermiddag blev den kedelige stime endelig brudt, da det blev til en flot og velfortjent 2-1 sejr ude over Herlev. Og da fløjten lød for sidste gang, blev der da også jublet som havde man vundet et mesterskab. Og egentlig kom sejren stik mod alle odds. For hele seks afbud op til matchen gjorde egentlig ikke betingelserne optimale for Frederiksværks trænerstab. Men tro, gejst, viljestyrke og evnen til at holde humøret i top, kan heldigvis flytte bjerge. 2-1 lyder af en tæt kamp. Det var det ikke. FFK burde have vundet større, og Herlevs eneste mål faldt få minutter før tid, i en situation hvor der blev begået frispark mod FFK. 1-0 scoringen blev sat ind midtvejs i 1. halvleg, da Steffen Hansen krøllede bolden i kassen med en følt afslutning langt ude fra. En fremragende scoring, halvlegens eneste. Tyve minutter før tid var Steffen Hansen på færde igen. En sløj tilbagelægning til målmanden blev jagtet stenhårdt, med det resultat, at keeperen clearede bolden ud til en fri Christian Konradsen, der fra 35 meter kunne sparke bolden i mål til 2-0. I slutfasen havde FFK flere chancer til at lukke kampen, men det var hjemmeholdet der bragte lidt spænding ind i slutminutterne, da de reducerede til 1-2 kort før tid. Det var efter en situation, hvor Marcus Dalhauge blev nedlagt midt på banen, men hvor det oplagte frispark ikke blev dømt. Efterfølgende red FFK den sidste storm af og kunne, endelig, juble over en velfortjent sejr. Dagens mand var Steffen Hansen efterfulgt af Lucas Andersen og ikke mindst målmand Jonas Back der var en sikker og solid sidste skanse. Holdets næste opgør er hjemme mod Frem Hellebæk den kommende lørdag - lad os da bare snuppe en sejr mere.

Publiceret 06 May 2018 00:00

SENESTE TV