Drømmestart var ikke nok

FFK drillede Avarta men kunne ikke stå distancen

Af
Thomas Quvang

FODBOLD Efter tre kampe dette forår uden en eneste scoring, skulle FFK blot bruge et minut, før de fik netmaskerne til at blafre i lørdagens hjemmekamp mod Avarta. Marcus Dalhauge steg til vejrs og headede et hjørnespark på tværs i feltet til Martin Liebmann, der for tæt hold gav FFK en drømmestart på kampen. Avarta, der vandt det omvendte opgør med hele 9-0, var kortvarigt rystede og slet ikke forberedt på FFK’s aggressive start. Gæsterne fik dog hurtigt rystet starten af sig og arbejdede sig stille og roligt ind i kampen. Udligningen lå længe i luften og efter den halve time blev det 1-1 da en ripost fra Jonas Back’s træværk sikkert blev sparket i kassen. Målscoeren lignede en mand i offside position, men linievogterens flag blev nede og dommerens fløjte var tavs. I 2. halvleg var det gæsterne der var toneangivende overfor et hjemmehold der fightede med alt, men som løb tør for luft og kræfter. Det udnyttede Avarta midt i halvlegen til to scoringer fra tæt hold til 1-2 og 1-3. Forsvar og målmand manglede den kynisme som gæsternes frontmand havde. Et kvarter før tid blev gæsterne reduceret til ti mand pga. en advarsel, men da manglede FFK modet til at satse offensivt. I stedet slog Avarta sejren fast da 4-1 scoringen blev headet i kassen efter et præcist indlæg til en fri angriber kort før tid. Hjemmeholdets drømmestart var altså ikke nok på dagen. Avartas sejr var indiskutabel. FFK kæmpede med alt de havde, men som så ofte før i denne sæson, var det ikke nok.

Publiceret 30 April 2018 00:00

Halsnæs Avis nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Halsnæs Avis
SENESTE TV