Hundested tilbage på 1. pladsen

Schou’s tropper sendte Lyngby hjem med et 0-5 nederlag

Af
Thomas Quvang

FODBOLD Hundested er tilbage på 1. pladsen i Serie 2 efter at holdet fredag eftermiddag besejrede Lyngby så sikkert som 5-0 på egen grønsvær. Omkring 150 tilskuere overværede Hundesteds fornemme opvisning, der samtidig gav holdet en fin revanche ovenpå efterårets nederlag i det omvendte opgør. Hundested afgjorde opgøret allerede i første halvleg. To pletskud af Rasmus Borre og en enkelt scoring af Nicolai Jægergaard gav Hundested en 3-0 føring ved pausen. Samtidig var Lyngby allerede i 1. halvleg blevet reduceret til ti mand, da et klodset frispark blev takseret til et rødt kort for en nødbremse. Kort inde i 2. halvleg blev også Nicolai Jægergaard dobbelt målscorer da han udnyttede en fin assist fra Marco Rytter Olsen til at gøre det til 4-0. I det 65. minut blev sejren slået endegyldigt fast, da Lars Bonde, der gjorde comeback efter fire kampe i skammekrogen, elegant lagde bolden forbi gæsternes keeper og i kassen til 5-0. I den resterende del af kampen kontrollerede Hundested fuldstændig begivenhederne. Gæsterne var gennem hele kampen meget sjældne gæster foran Hundesteds mål. “En rigtig god holdindsats, som vi er meget glade for”, lød det efterfølgende fra assistenttræner Steen Jørgensen. Som før nævnt betød sejren, at Hundested igen topper rækken, da de nærmeste konkurrenter til den direkte oprykning, Hørsholm, blot spillede uafgjort mod Birkerød. Hundesteds næste opgave bliver den kommende lørdag, hvor Hillerød gæster Hundested. Kick off kl. 14.

Publiceret 29 April 2018 00:00

Halsnæs Avis nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Halsnæs Avis
SENESTE TV