To nye mestre til samlingen

Hæderkronede Heros opnåede to guld og en sølvmedalje ved DM for seniorer

Af
Thomas Quvang

BRYDNING Nu er der snart ikke flere pladser på ’Wall of Fame’ i Heros"klubhus på Syrevej. For ved de danske mesterskaber for seniorer lørdag eftermiddag i Herning, kom der to nye danske mestre til den i forvejen imponerende samling. Heros havde to mand med i Græsk/Romersk brydning, og begge kunne hyldes som danske mestre. Klubbens cheftræner Edgar Melkumov stillede op i 77 kg, og han vandt alle sine indledende kampe i overlegen stil på enten fald eller teknisk fald. I finalen ventede den mangedobbelte danske mester Frederik Ekstrøm fra BK Thor, og de to gav hinanden et brag af en finale, måske stævnets bedste kamp. Edgar viste klassen var i front fra start til slut, og kunne fejre sit første danske mesterskab, oven i de fem polske mesterskaber han har stående hjemme på hylden i forvejen.

Gyldent comeback

I den tungeste klasse 130 kg. gjorde Niclas Bosse comeback efter 16 års fravær fra brydemadrassen. Niclas Bosse, der optog sin brydning i efteråret, for at se hvor langt han kunne nå i Danmark, startede med to meget tætte sejre på 3-2. Derefter var den værste rust banket af og i finalen vandt han overbevisende med 8-0 over BK Thors Morten Hansen. Radu Harabagiu stillede op i fristil 74 kg. og kom helt ubesværet til finalen, hvor han igen i år tabte til Taras Chut fra Ukraine og Kolding. Desværre blev DM uden et af klubbens sikreste kort Mikkel Lassen. Under sidste uges træningslejr i Kroatien pådrog Mikkel Lassen sig en rygskade, der gjorde det umuligt, at deltage og forsvare sit mesterskab fra i fjor.

Publiceret 23 April 2018 00:00

Halsnæs Avis nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Halsnæs Avis
SENESTE TV