Hundested trynede København - på søndag gælder det Arresø

Solid holdpræstation banede vejen for sikker sejr over Team København søndag eftermiddag

Af
Thomas Quvang

HÅNDBOLD Hundesteds håndboldkvinder spillede sig søndag eftermiddag op på en 4. plads i Serie 1. Det skete via en overbevisende indsats og stensikker sejr over gæsterne fra Team København, som blev sendt hjem til hovedstaden med et 19-12 nederlag i bagagen. Resultatet betyder, at disse to hold bytter plads i tabellen. Som cifrene antyder var der aldrig den store spænding om pointenes fordeling. Hundested sad på kampen fra første fløjt og var foran nærmest fra start til slut. De veloplagte Hundestedkvinder lagde ud som lyn og torden og bragte sig hurtigt foran med 3-4 mål, og hjemmeholdets 8-5 føring ved pausen var egentlig lidt i underkanten. Team København forsøgte at få kontakt fra starten af 2. halvleg og fik reduceret afstanden til to mål, men herfra satte Hundested påny tempoet i vejret og i slutfasen var der kun tvivl om sejrens størrelse.

Stærk duo i kassen

Det var en rigtig fin holdindsats som banede vejen for den sikre sejr, og den blev krydret med flere stærke individuelle præstationer. Således var duoen i kassen Anette Nydal og Lea Nielsen stærke på dagen, Anette med et utal af redninger bag sit solide forsvar og Lea som en mur når gæsterne forsøgte sig på straffekast. I den modsatte ende blev scoringer pænt fordelt over hele holdkortet med Sascha Andersen som flittigst scorende - træfsikker fra distancen og iskold på de hurtige opløb.

Amanda Jørgensen i et af sine karakteristiske gennembrud i søndagens hjemmekamp.

Amanda Jørgensen i et af sine karakteristiske gennembrud i søndagens hjemmekamp.

Lokalderby søndag

Som før nævnt spillede Hundested sig op på 4. pladsen i rækken, efter de tre tophold Vidar, Borsholm og Team Arresø. Og netop lokalrivalerne fra Team Arresø er den kommende modstander for Hundested. Det er den kommende søndag, at der fløjtes op til lokalderby i Frederiksværkhallen. Det omvendte opgør i efteråret endte med en ’deler’ i Hundested, og alt tyder på, at det bliver ligeså tæt på søndag. Udfra stillingen i rækken må Team Arresø påtage sig en lille favoritværdighed, men omvendt peger formkurven i Hundesteds retning. Det kan kun blive spændende og intenst når pointene skal fordeles søndag eftermiddag. Første fløjt er kl. 14.

Publiceret 22 January 2018 00:00

Halsnæs Avis nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Halsnæs Avis
SENESTE TV

DEBAT:

Vi skal opdrætte flere fisk

Af Brian Thomsen, direktør Dansk Akvakultur

HAVBRUG Vi er blevet bedre til at spise fisk, men vi skal gerne spise meget mere. Faktisk skal vi helst spise 350 gram fisk om ugen. Fisk er godt for hjertet, og det er en god kilde til proteiner, vitaminer og næringsstoffer. 

Men vi udfordres af, at der ikke er fisk nok i havene til at dække det voksende behov. Akvakultur hjælper med at lette presset på de vilde fisk og tegner sig for ca. halvdelen af de fisk, der hvert år spises verden over – og tallet vokser fortsat. Uden akvakultur ville der ikke være nok fisk til en voksende global befolkning. 

Danske havbrug er en miljøvenlig og ressourceeffektiv animalsk produktion med et lavt klimaaftryk pr. produceret kilo fisk. Alle videnskabelige undersøgelser viser, at der ikke kan registreres en negativ påvirkning af økologisk tilstand i havstrategiområder omkring havbrugene, og havbrugssektoren vil endvidere bidrage med flere fisk samt værdi, vækst og nye arbejdspladser i landdistrikterne.

Brede flertal i Folketinget har vedtaget tiltag, der skal understøtte vækst i danske havbrug. Tiltagene sikrer en god balance mellem benyttelse og beskyttelse af vores miljø- og naturressourcer.

Flere modstandere har desværre valgt at føre skræmmekampagne med falske påstande. Det gælder bl.a. Kirstine Bille (SF) i et debatindlæg den 16. maj. Det er ærgerligt, for det forplumrer en relevant debat om, i hvilket omfang vi ønsker at spise fisk, der er opdrættet under hensyntagen til strenge EU og nationale regler, eller om vi ønsker at behovet skal dækkes af import fra tredjelande.

I forhold til udtalelserne fra Kirstine Bille, så er fakta som følger:

Muslingeopdræt skal ikke løse problemer med lakselus, medicinrester og kobber af den simple årsag, at de danske havbrug ikke har problemer med hverken lakselus, medicinrester og kobber. Havbrugene skal overholde deres miljøgodkendelser og fødevarereglerne ligesom andre virksomheder. 

De nyeste videnskabelige undersøgelser viser, at der et miljømæssigt råderum i Kattegat på over 3.000 tons kvælstof. Derfor er der plads til at udlede ekstra 800 tons kvælstof fra nye havbrug. Det skal også nævnes, at de danske vandområder påvirkes af kvælstoftilførsler fra andre lande. I de åbne vandområder udgør de samlede danske bidrag ned til 1 %.

Det faglige netværk om marine virkemidler, som bl.a. omfatter en række universiteter, har vurderet, at muslingeopdræt er testet og klar til anvendelse. Muslingeopdræt kan være relevant i vandområder, hvor der ikke er et miljømæssigt råderum. Det gælder fx i mange kystnære vandområder.

Det er positivt, at Kirstine Bille, SF, debatterer fødevareproduktion og havbrug. Dansk Akvakultur deltager gerne i debatten, men vi vil insistere på, at debatten føres på et sagligt og fagligt grundlag og ikke med skræmmekampagne og udokumenterede påstande om fx lakselus og ødelagte badestrande.