15-årige Marko er klar til større opgaver

Marko Popovic besejrede lokal fighter ved breddestævne i Kalundborg

Af
Thomas Quvang

BOKSNING “Jamen Marko gjorde det rigtig flot, også i forhold til sidst han var i ringen, og nu har han gjort sig fortjent til en startbog”. Cheftræner i Frederiksværk Bokseklub Milo Paunovic var fuld af lovord efter at klubben 15-årige letweltervægter Marko Paunovic i lørdags var i mellem tovene ved et breddestævne i Kalundborg. Marko Paunovic var i kamp med Leonardo Farkas fra den lokale klub i Kalundborg, og han gjorde det så godt, at dommerne ved ringside gav ham en velfortjent sejr. Ved disse breddestævner bedømmes bokserne udfra teknik, benstilling, balance, undvigelser og diverse slag, og her leverede Marko Paunovic rigtig fint. Det var tydeligt at den gode sparring hjemme i klubben kom Marko til gavn mod den lokale fighter. Det er kampe ved disse breddestævner der giver adgang til en startbog og de første rigtige kampe. Bokseklubben havde tillige tilmeldt Marko Popovic og Magnus Holm til stævnet i Kalundborg, men det lykkedes ikke at finde en modstander til Marko, og Magnus Holms modstander dukkede aldrig op da gong-gong’en lød.

Hvidovre Box Cup

“Jeg håber at der bliver kampe til flere af ’mine drenge’ til det næste breddestævne den 10. februar, og herfra er målet, at Frederiksværk Bokseklub kan stille med op til seks boksere når Hvidovre Box Cup afvikles i dagene fra 23. -25. marts”, siger træner Milo Paunovic, der samtidig løfter sløret for et muligt og spændende comeback til den tid: “Ja, der er en af de gamle drenge der har trænet hårdt gennem længere tid, og har fået støvet startbogen af, spændende om der bliver en kamp til ham”, slutter Milo uden at afsløre for meget.

Publiceret 18 January 2018 00:00

Halsnæs Avis nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Halsnæs Avis
SENESTE TV

DEBAT:

Vi skal opdrætte flere fisk

Af Brian Thomsen, direktør Dansk Akvakultur

HAVBRUG Vi er blevet bedre til at spise fisk, men vi skal gerne spise meget mere. Faktisk skal vi helst spise 350 gram fisk om ugen. Fisk er godt for hjertet, og det er en god kilde til proteiner, vitaminer og næringsstoffer. 

Men vi udfordres af, at der ikke er fisk nok i havene til at dække det voksende behov. Akvakultur hjælper med at lette presset på de vilde fisk og tegner sig for ca. halvdelen af de fisk, der hvert år spises verden over – og tallet vokser fortsat. Uden akvakultur ville der ikke være nok fisk til en voksende global befolkning. 

Danske havbrug er en miljøvenlig og ressourceeffektiv animalsk produktion med et lavt klimaaftryk pr. produceret kilo fisk. Alle videnskabelige undersøgelser viser, at der ikke kan registreres en negativ påvirkning af økologisk tilstand i havstrategiområder omkring havbrugene, og havbrugssektoren vil endvidere bidrage med flere fisk samt værdi, vækst og nye arbejdspladser i landdistrikterne.

Brede flertal i Folketinget har vedtaget tiltag, der skal understøtte vækst i danske havbrug. Tiltagene sikrer en god balance mellem benyttelse og beskyttelse af vores miljø- og naturressourcer.

Flere modstandere har desværre valgt at føre skræmmekampagne med falske påstande. Det gælder bl.a. Kirstine Bille (SF) i et debatindlæg den 16. maj. Det er ærgerligt, for det forplumrer en relevant debat om, i hvilket omfang vi ønsker at spise fisk, der er opdrættet under hensyntagen til strenge EU og nationale regler, eller om vi ønsker at behovet skal dækkes af import fra tredjelande.

I forhold til udtalelserne fra Kirstine Bille, så er fakta som følger:

Muslingeopdræt skal ikke løse problemer med lakselus, medicinrester og kobber af den simple årsag, at de danske havbrug ikke har problemer med hverken lakselus, medicinrester og kobber. Havbrugene skal overholde deres miljøgodkendelser og fødevarereglerne ligesom andre virksomheder. 

De nyeste videnskabelige undersøgelser viser, at der et miljømæssigt råderum i Kattegat på over 3.000 tons kvælstof. Derfor er der plads til at udlede ekstra 800 tons kvælstof fra nye havbrug. Det skal også nævnes, at de danske vandområder påvirkes af kvælstoftilførsler fra andre lande. I de åbne vandområder udgør de samlede danske bidrag ned til 1 %.

Det faglige netværk om marine virkemidler, som bl.a. omfatter en række universiteter, har vurderet, at muslingeopdræt er testet og klar til anvendelse. Muslingeopdræt kan være relevant i vandområder, hvor der ikke er et miljømæssigt råderum. Det gælder fx i mange kystnære vandområder.

Det er positivt, at Kirstine Bille, SF, debatterer fødevareproduktion og havbrug. Dansk Akvakultur deltager gerne i debatten, men vi vil insistere på, at debatten føres på et sagligt og fagligt grundlag og ikke med skræmmekampagne og udokumenterede påstande om fx lakselus og ødelagte badestrande.