Ny træner:

“En rigtig god klub at komme til”

Kim Skou Hansen er faldet rigtig godt til som cheftræner i den lokale svømmeklub

Af
Thomas Quvang

SVØMNING ”På sigt er målsætningen da selvklart, at Frederiksværk Svømmeklub skal være repræsenteret med dygtige og talentfulde svømmere hver gang der afvikles mesterskaber herhjemme, der gælder såvel årgangssvømmere, juniorer som seniorer – men der er vi ikke helt endnu”.
Halsnæs Avis var i sidste uge trukket i badetøflerne til et besøg hos Frederiksværk Svømmeklubs cheftræner Kim Skou Hansen i svømmehallen. Og det er en ny cheftræner som ser lyst på fremtiden i den lokale klub:
”Jamen jeg er faldet rigtig godt til her, det er en rigtig god klub at komme til og efter at have været her et par måneder mener jeg helt sikkert, at der er potentiale til at arbejde målrettet efter ovennævnte målsætning”, fortæller Kim Skou Hansen der kom til Frederiksværk med 12 års trænererfaring, heraf de seneste ni år som fuldtidstræner:

Skade satte stopper for egen karriere

”Jeg startede selv som meget aktiv svømmer, men måtte stoppe på grund af en skade inden det for alvor blev sjovt”.
“Jeg slog mig derfor ned på trænergerningen i stedet. Jeg startede i Odense, herfra gik turen til Hvidovre og senest var jeg elitetræner for juniorafdelingen i Ballerup Svømmeklub”, siger Kim Skou Hansen, der i Frederiksværk er overordnet cheftræner for alle klubbens konkurrencesvømmere:
”Ja, jeg er med inde over hos alle klubbens konkurrencehold, lige fra de små mini'er til de ældre og langt mere rutinerede svømmere. Og for mig og klubben gælder det at lave et 'set-up' som matcher og tilgodeser alle, det gælder svømmerne og selvfølgelig også deres forældre som skal vide, hvad det kræver og indebærer at være konkurrencesvømmer på højt plan ”, siger Kim Skou Hansen og fortsætter:

Fint samarbejde

”I den forbindelse glæder jeg mig over forholdene her i Frederiksværk”.
“Vi kan selvfølgelig ikke sammenligne os med f.eks Sigma, Kvik og de store klubber i hovedstadsområdet, for Frederiksværk er en provinsklub som ikke kan tilbyde svømmerne samme favorable vilkår som i ovennævnte klubber, men når det er sagt, så glæder jeg mig over et meget fint samarbejde med svømmehallens brugere, personale, livreddere og Henrik Caspersen”.
”Der vil altid være diverse småting og ønsker, en ekstra bane at træne på, lidt mere tid her eller der, men i min verden kommer man længst via en god dialog, og den synes jeg så afgjort, at vi har”, mener cheftræneren, der i samme moment tilføjer:
”Man skal ikke glemme, at nogle af landets absolut bedste svømmere kommer faktisk fra mindre klubber og sportslige trange kår, alt kan lade sig gøre”.

Godt træningsmiljø er primær opgave

Om Frederiksværk Svømmeklub i fremtiden bliver leverandør af svømmere til de største internationale mesterskaber kan man af gode grunde ikke vide.
Men Kim Skou Hansen vil i hvert fald gøre sit til, at lægge endnu et lag på klubbens konkurrencesvømmere:
”Som jeg nævnte tidligere, så ser jeg potentiale, men som udgangspunkt er min første primære opgave, at dygtiggøre hele gruppen af konkurrencesvømmere, skabe et godt træningsmiljø, hvor alle kommer fordi det er sjovt og de har glæden ved og lysten til at træne for at blive bedre i bassinet”.
”Det kan ikke nytte noget, at kaste al energi ud over enkelte svømmere, tænk hvis de svømmer sur i det og stopper, så skal man starte forfra. Nej, hele gruppen skal med fra start, og hvis enkelte så 'stikker af' rent talent og udviklingsmæssigt, så må man ta' den derfra”, siger Kim som slutter:
”Inden vi kommer så langt, venter der en travl vinter og et spændende forår for svømmerne. Klubben har allerede et par svømmere kvalificeret til de danske årgangsmesterskaber i februar, og senere kommer der en meget attraktiv træningslejr i påsken som optakt sæsonens afsluttende mesterskaber”.

Publiceret 19 December 2017 13:00

SENESTE TV