Arresø topper rækken

Midterholdet fra Søborg var en hård nød at knække

HÅNDBOLD Team Arresøs kvinder i Serie 1 kan nu holde en velfortjent jule og nytårspause i toppen af tabellen. Men søndagens modstander, midterholdet Søborg, viste sig nu, at være en ganske hård nød at knække hjemme i Frederiksværkhallen. Først i kampens døende sekunder kom de sejren endegyldigt i hus, da Maja Hansen smed læderet i kassen til slutfacit 25-23. Inden da havde det været en noget mystisk match. Flere gange var Team Arresø ganske komfortabelt foran, men hver gang lykkedes det Søborg, at kæmpe sig tilbage, og gæsterne havde chancen for uafgjort, i boldbessidelse ved 23-24 blot et halvt minut før tid. Hjemmeholdet red dog stormen af og sikrede de, trods alt, fortjente point. Hjemmeholdet præsterede meget svingende i løbet af kampen, fra meget højt niveau til det stik modsatte. I de gode perioder blev gæsterne nærmest udspillet, men roses skal modstanderne, de gav aldrig op og åd sig gang på gang tilbage i kampen. Mette Ingel, Rikke Højhus Jensen og Maria Quvang var hjemmeholdets bedste på dagen, hvor forsvaret aldrig rigtig nåede op på vanligt niveau, men hvor angrebsspillet til gengæld flød ganske glimrende med mange flotte scoringer til følge. Sejren og de to point betyder, at Team Arresø i skrivende stund topper rækken, et point foran Vidar fra Vanløse. Vidar har dog en kamp tilbage inden juleferien, når de torsdag aften tager imod Hundested på hjemmebane. Mon ikke der er en flok Arresø-kvinder der hepper på rivalerne fra Hundested i lige præcis det opgør. Og med Hundesteds fine præstation søndag eftermiddag mod HUK/Øresund in mente, så lurer overraskelsen så afgjort.


Maria Quvang scorede fire flotte mål og havde næstsidste hånd på utallige af hjemmeholdets scoringer.

Maria Quvang scorede fire flotte mål og havde næstsidste hånd på utallige af hjemmeholdets scoringer.

Publiceret 11 December 2017 00:00

SENESTE TV