Hurtig Hundested exit

HI er ude af landspokalturneringen efter 0-3 nederlag til Herstedøster

Af
Thomas Quvang

POKALBOLD Hundested er færdige i landspokalturneringen. Tirsdag aften blev det til et 0-3 nederlag hjemme mod topholdet fra Serie 1, Herstedøster. Dermed blev det blot til en enkelt match i pokalturneringen, den hurtigste vej til Europa Cup, i denne omgang. På forhånd var odds imod HI’s skadesplagede mandskab, der påny måtte undvære flere stamspillere. Det til trods leverede hjemmeholdet langt hen ad vejen en fin indsats. Kampen ’levede’ i 70 minutter, indtil gæsterne bragte sig på 2-0 - da var ballet forbi. Herstedøster bragte sig foran 1-0 midt i 1. halvleg, da markeringerne svigtede midt på banen og efterlod en gæsternes spillere fri foran en chanceløs Christian Solhøj i målet. Kort efter havde Hundesteds anfører Peter Rasmussen en stor chance for at udligne, men det gode forsøg blev mesterligt pareret af gæsternes keeper. I 2. halvleg var det gæsterne der var mest på bolden, men Hundested bed godt fra sig og havde flere optræk til chancer, desværre manglede den sidste præcision i indlæg og afleveringer. I stedet slog gæsterne til i det 70. minut, da et fladt indlæg fra ventre side blev sparket i nettet til 2-0. Kort før sidste fløjt blev sejren slået fast med et hovedstødsmål til facit 3-0. Hundested sidder over i turneringen i denne weekend, mon ikke den lille pause bekommer HI-lejren vel. Forårets skadesmareridt har været, og er egentlig stadig, ganske absurd. I tirsdagens kamp måtte også Nis Prio, Rasmus Koch og Nicolaj Jægergaard udgå før tid med diverse skavanker. Forhåbentlig bliver alle mand klar til næste kamp - den 27. maj mod Snekkersten på udebane.

Publiceret 18 May 2017 00:00

Halsnæs Avis nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Halsnæs Avis
SENESTE TV

Festival med politikor og Tæsk

HIMMELSTORM Årets Himmelstorm Festival i Torup kører med temaet På Tværs i et meget varieret program: I år står den på politikor, punkrock, kontroversielt feminsitsik hip-hop som lover "tæsk til alle", hollandsk afro-disco, et multi-etnisk kvindeorkester, en kælkebakke, kunst på tværs og meget mere.

"Derfor spænder programmet helt fra den kontroversielle rapper Nikoline - som i den grad fik medie-opmærkshed med singlen "Flertallet er dumme" til Københavns politikor, som består af 15 unifomerede syngende politibetjente, som synger trestemmigt kor og til "Forbidden Orchestra", som er 5 kvinder fra 5 forskellige lande, som spiller på instrumenter, som er kontroversielle eller forbudt for kvinder at spille på i deres hjemland," udtaler Maria Smidt, som er en del af Himmelstorms bookinggruppe.

På programmet er blandt andet Rest in Beats, Sonja Hald, Bite the bullet, Verdensmænd, Aksglæde, De Onde i børnekoncert med bl.a. Carl Quist Møller og Tobias Trier, Nexø, Arp Frique

"Vi glæder os meget til dette års festival, som i år ikke har et decideret hovednavn bortset fra det svenske reggae-band helt off, som nok er mere kendte i deres hjemland, da de ofte bliver gæstet af den svenske rapper Timbuktu. Vi kan dog ikke regne med at Timbuktu kommer med på himmelstorm - men man har jo lov at håbe", tilføjer Maria Smidt.

Himmelstorm løber af stablen d. 27. -29. juli i Økosamfundet Dyssekilde, og billetsalget er i gang på billetto.dk.