De to kordegne, Anne Juel-Nielsen og Pia Randskov, og menighedsrådsformand Per Løth ved den nye sognegård. Fotos: Kim Larsen.
De to kordegne, Anne Juel-Nielsen og Pia Randskov, og menighedsrådsformand Per Løth ved den nye sognegård. Fotos: Kim Larsen.
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Sognegård med runde former

Den ny sognegård i Frederiksværk er klar til indflytning - mandag 12. februar åbner kirkekontoret i de nye flotte rammer




FOLKEKIRKE I 1967 var Per Løth med til at lægge linoleumsgulv, da Menighedshuset (senere Frederiksværk Sognegård) blev bygget i Kirkegade.

Ca. 50 år senere var han som menighedsrådsformand med til at beslutte at rive bygningen ned for i stedet at opføre en helt ny sognegård.

Nu er den ny sognegård klar til indflytning, og Halsnæs Avis har inviteret sig selv indenfor.

Naturligvis med Per Løth som rundviser.

Og rundviser er den helt rette betegnelse, for den nye sognegård har runde former.

Et rundt indgangsparti leder ind i en hall, som via en bagvæg af glas leder til et kig direkte ind i den bagvedliggende skov.

Det er ikke kun her i hall’en, at skoven ’kigger ind’. Der er masser af glas i bygningen, som bidrager til fornemmelsen af at befinde sig midt naturen.

Flere steder kan der åbnes op direkte ud til skoven. Der er kun lidt terrassebelægning og et gammelt stendige imellem. Diget runder lidt, og bygningen følger med.

Set fra Kirkegade og parkeringspladsen er det især Sognegårdens ’runde tårn’, der falder i øjnene.

’Tårnet’ rummer sognegårdens store sal, som er helt cirkelformet. Der er højt til loftet og kæmpe vinduespartier fra gulv til loft - gulvet er belagt med bambus.

Det er her man kan mødes til kaffe efter en bisættelse, det er her kommende konfirmander modtager undervisning, og det er her folkekoret øver. Det blot nogle af de mange aktiviteter, salen kommer til at rumme.

En lille sal vil blive brugt til menighedsrådsmøder, strikkeklub og andre ting, der kræver knap så meget plads.

Ved særligt store arrangementer kan en foldedør trækkes til side, så den store og lille sal smelter sammen. Det giver mulighed for at rumme op til 150 mennesker.


Pris: 16 mio. kroner

Arkitekten bag byggeriet er Thomas Krogh Jørgensen, TegneStuen Aps., Frederikssund, mens hovedentreprenør er murer- og tømrerfirmaet Henrik Nielsen A/S, Hundested.

“Vi er rigtig godt tilfredse med resultatet, som fuldt ud lever op til forventningerne,” siger Per Løth og fortsætter:

“Der er mange ovenlysvinduer, så selv om bygningen er bred, så kommer der masser af lys ind.”

“Og byggeriet er naturligvis handicapvenligt.”

“Projektet har kostet 16 mio. kroner. Budgettet er holdt, og der er ovenikøbet 895 kroner til overs,” smiler Per Løth.

I første omgang møbleres den nye sognegård med det gamle inventar fra den tidligere sognegård.

Først når det endelige byggeregnskab foreligger, vil menighedsrådet tage stilling til, hvor meget nyt inventar, der skal købes.

Og først herefter vil der blive arrangeret officiel indvielse af den nye sognegård. Datoen er ikke fastlagt, men Per Løth forventer, at det bliver til maj.

Skoven og Sognegården er nære naboer.
Skoven og Sognegården er nære naboer.

Kontoret åbner mandag

Sognegården bliver fast arbejdsplads for de to kordegne (kirkekontorets administrative medarbejdere) samt kirketjener og organist.

Herudover rummer sognegården f.eks. kontor til den af sognets tre præster, som ikke har hjemmekontor.

Kirkekontoret i den nye sognegård åbner mandag 12. februar.

Sognegårdens ’runde tårn’ rummer den store sal. Der er bambus på gulvet, og danske træer lige udenfor de store vinduespartier.
Sognegårdens ’runde tårn’ rummer den store sal. Der er bambus på gulvet, og danske træer lige udenfor de store vinduespartier.

Publiceret: 04. Februar 2018 01:12

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Halsnæs Avis

Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt