Peace and love på festivallen. Foto: JP Thiede
Peace and love på festivallen. Foto: JP Thiede
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Sandskulpturfestival byder på 100 års historie

Årets sandskulpturfestival i Hundested er åbnet og skal forsøge at leve op til sidste års rekordbesøg med 71.000 publikummer




FESTIVAL Hundested Sandskulptur Festival 2017 har slået dørene op for publikum for nu sjette år i træk. I år har i alt 11 internationale kunstnere udformet diverse skulpturer i sand.

Årets tema for skulpturerne hedder “Der var engang” og fokuserer på danske og internationale historiske begivenheder.

“Det handler om historie fra det sidste århundrede. Vi har valgt det tema, fordi vi har opdaget, at publikum godt kan godt lide de historier, de kender,” fortæller medarrangør Christian Warrer, der står for festivallen i samarbejde med Jens Henriksen.


Rocktema i bådehallen

Arrangørerne mangler stadig lidt detaljer, før det hele står snorlige, bl.a. i den indendørs bådehal, hvor temaet er rock'n'roll. Her mangler stadig at blive sat spotlights op. Blandt skulpturerne findes også en dramatisk genskabelse af mordet på præsident Kennedy i 1963, mens også andre store begivenheder som bl.a. Berlinmurens fald findes gengivet.

“Det er vedkommende for publikum, fordi det har præget os alle, og mange kan huske præcist, hvad de lavede på de dage,” fortæller Warrer.

Medarrangør Christian Warrer foran skulpturen med præsidentmordet og en flygtende Jacqueline Kennedy. Foto: JP Thiede
Medarrangør Christian Warrer foran skulpturen med præsidentmordet og en flygtende Jacqueline Kennedy. Foto: JP Thiede

Skriv selv med

Publikum mødes også af en interaktiv skulptur, som gæsterne selv kan præge ved at skrive en begivenhed i sandvæggen. Christian Warrer kalder kreationen for “verdens første sandskulptur, man kan gå ind i.”

Naturligvis er der også noget for de yngste med sandkasser og Rasmus Klump-skulpturer.

Sidste år slog festivallen rekord med over 71.000 gæster. Går arrangørerne efter at slå rekorden igen i år?

“Det gør vi selvfølgelig. Vi er kommet godt fra start de første dage, så vi er fint på vej,” lyder det optimistisk fra Christian Warrer.

Fra torsdag 11. maj til søndag 14. maj havde publikum mulighed for at opleve kunstnerne arbejde med at gøre skulpturerne færdige, men nu har den sidste kunstner forladt byen.

Festivallen har åbent alle dage kl. 10-17 til og med søndag 17. september.

Noget for de yngste: Rasmus Klump.
Noget for de yngste: Rasmus Klump.

Publiceret: 17. Maj 2017 01:12
¨
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Halsnæs Avis

ANNONCER
Se flere