Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Regeringen vil sikre bedre lægedækning i Halsnæs

Af MF Hans Andersen (V), valgt i Nordsjælland, medlem af Sundheds- og Ældreudvalget

SUNDHED Lægemanglen i Halsnæs Kommune er efterhånden så stor, at mange borgere bliver sendt ud af kommunen for at komme til praktiserende læge. Det er simpelthen ikke holdbart, og det problem vil regeringen nu til livs.

Som noget af det første, foreslår vi at øge optaget af medicinstuderende, så vi i det hele taget får uddannet flere læger. Samtidig skal en større del af uddannelserne øremærkes specialuddannelsen i almen medicin, så vi kan gøre noget ved manglen på praktiserende læger.

Så skal vi også sikre, at de praktiserende læger vælger at slå sig ned i Halsnæs Kommune. Derfor foreslår vi, at vi i højere grad honorerer lægerne efter patienternes behandlingsbehov. Det er med til at tilskynde lægerne til at slå sig ned i alle områder i Danmark og ikke kun i de større byer. For det nytter ikke noget, at vi har etablerede lægeklinikker, der er nødt til at lukke for tilgangen af patienter. Det skaber et stort pres på lægerne, der ikke har tid nok til den enkelte patient. I sidste ende kan det føre til flere og unødvendige indlæggelser.

Jeg håber, at Folketingets øvrige partier vil bakke op om regeringens forslag, så vi kan gøre op med den geografiske ulighed i sundhed. Alle skal, uanset hvor de bor, og hvad de fejler, have adgang til sundhedsydelser af høj kvalitet. Det skal ikke være sådan, at blot fordi du bor i Frederiksværk eller Hundested, så kan du ikke få en praktiserende læge i nærheden.


Publiceret: 19. Januar 2017 09:39
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Halsnæs Avis

Annonce
Annonce
ANNONCER
Se flere