Frederik Germann:

“Jeg flytter aldrig fra Halsnæs”

Frederik Germann (20), Frederiksværk. En af de seks nye i Halsnæs Byråd. Valgt for Venstre. Udvalgsposter: ’Erhverv og Beskæftigelse’,’Sundhed og Forebyggelse’ samt ’Skole, Uddannelse og Dagtilbud’

Af
Kim Larsen

Kim Larsen

NY I BYRÅDET Med sine 20 år er Frederik Germann absolut yngste medlem af det nye Halsnæs Byråd. Det forpligter, føler han. Godt nok er han valgt til at repræsentere Venstre, men han ser også sig selv som repræsentant for de unge.
“Der er brug for en ung stemme i byrådet. Mange unge har det psykisk svært, har mangel på selvtillid eller lider måske af angst. De skal have den rigtige hjælp. Der er også mange unge arbejdsløse i Halsnæs. De skal ikke 'køres rundt' i systemet, men mødes som enkeltindivider og have den rette hjælp - mennesket, borgeren, skal i centrum.”
“Jeg har aftalt fortsat at mødes med nogle af de andre unge, som stillede op til valget for andre partier. Andre er også velkomne, jeg regner med at lægge det ud på Facebook. Det skal være et åbent netværk for unge. Et forum hvor vi kan udveksle viden og gode ideer. Jeg vil selvfølgelig informere om, hvad der sker i kommunen, men mest af alt vil jeg lytte.”
Selvom Frederik Germann er ung, så er det allerede mange år år siden hans interesse for politik blev vakt.
“Min mor blev syg, hun fik sclerose. Det har været en lang kamp med et tungt system, og det var med til at vække min politiske interesse.”
“Jeg blev medlem af VU i 2011 og var med til at starte en lokal afdeling op i Frederikssund-Halsnæs. Samtidig meldte jeg mig ind i Venstre.”
“Jeg er ikke aktiv i VU mere, de var lidt for liberale. Jeg er ikke ultra-liberal, men opfatter mig selv som social-liberal.”
“I 2013 hjalp jeg til i valgkampen for Venstre, og her fik jeg for alvor smag for det lokalpolitiske.”
“Nu er jeg valgt, og jeg glæder mig vildt til at komme i gang. Det er det største jeg har oplevet. Jeg er meget spændt og meget ydmyg. Faktisk lidt nervøs. Det er et stort ansvar at skulle være med til at beslutte, hvordan vi gør det bedst i Halsnæs - at være med til at bestemme over andres hverdag.”
“Jeg glæder mig til, at være en del af Venstres hold, og ser frem til at vi sammen kan skabe gode resultater.”
Ved valget i 2013 fik Venstre også valgt en ung i byrådet. Emil Mortensen trådte dog ud igen, da han flyttede ud af kommunen for at hellige sig sit studie. Men det kommer ikke til at ske for Frederik:
“Jeg har da nogle overvejelser omkring uddannelse engang. Måske lærer, eller måske Human Ressource på Roskilde, en spændende uddannelse, hvor også psykologi indgår. Det skal i hvert fald være noget med mennesker.”
“Men en ting er sikkert, jeg kommer aldrig til at flytte fra Halsnæs. Det vil være et mareridt for mig, jeg elsker at bo i Frederiksværk. Her er dejlig natur og nogle dejlige, jordnære mennesker.”
“Jeg elsker at have kontakt med mennesker. Derfor har jeg også stadig nogle timer hos købmanden på Ellevej. Det personlige møde ved kassen eller ude i butikken, hvor man lige snakker lidt - det kan jeg rigtig godt li'. Det giver mig noget, det gør mig glad.”
“Det er nok heller ikke nogen dårlig måde at holde kontakten til borgerne på, måske det kan hjælpe lidt mod politikerleden,” funderer Frederik Germann.

Uddannelse/job: Har studentereksamen fra Frederiksværk Gymnasium. Har haft fritidsjob hos købmanden på Ellevej gennem seks år. Arbejder nu som pædagogmedhjælper i 'Fritten' på Vinderød Privatskole.

Familie: Er single. Bor hjemme hos sine forældre sammen med sin lillebror på 16 år.

Musik:
Uha. Jeg har en meget blandet musiksmag og hører alt fra nutidens pop til rock. Har været til gode koncerter i Gjethuset og hørt f.eks. Kim Larsen og Magtens Korridorer.

Bøger:
Jeg elsker politiske bøger. En af mine favoritter er om John F. Kennedy, men jeg har også læst en del danske bøger, såsom LLR (Lars Løkke Rasmussen), Anker Jørgensen m.m.

Film/TV:
House of Cards, Sons of Anarchy og Prison Break er ultimativt mine favoritserier. Jeg ser rigtig mange film og går ofte i Kosmorama. Finding Neverland, Star Wars-filmene. Er enig med borgmesteren i, at En Verden Udenfor også er en af de bedste film.

Sport:
Fodbold er min favoritsport. Jeg er stor Brøndby-fan, ser alle deres kampe og har gjort i over 10 år. Har selv i mange år spillet i Frederiksværk Fodboldklub, hvor jeg også har været frivillig.

Publiceret 13 January 2018 10:00

Halsnæs Avis nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Halsnæs Avis
SENESTE TV

Festival med politikor og Tæsk

HIMMELSTORM Årets Himmelstorm Festival i Torup kører med temaet På Tværs i et meget varieret program: I år står den på politikor, punkrock, kontroversielt feminsitsik hip-hop som lover "tæsk til alle", hollandsk afro-disco, et multi-etnisk kvindeorkester, en kælkebakke, kunst på tværs og meget mere.

"Derfor spænder programmet helt fra den kontroversielle rapper Nikoline - som i den grad fik medie-opmærkshed med singlen "Flertallet er dumme" til Københavns politikor, som består af 15 unifomerede syngende politibetjente, som synger trestemmigt kor og til "Forbidden Orchestra", som er 5 kvinder fra 5 forskellige lande, som spiller på instrumenter, som er kontroversielle eller forbudt for kvinder at spille på i deres hjemland," udtaler Maria Smidt, som er en del af Himmelstorms bookinggruppe.

På programmet er blandt andet Rest in Beats, Sonja Hald, Bite the bullet, Verdensmænd, Aksglæde, De Onde i børnekoncert med bl.a. Carl Quist Møller og Tobias Trier, Nexø, Arp Frique

"Vi glæder os meget til dette års festival, som i år ikke har et decideret hovednavn bortset fra det svenske reggae-band helt off, som nok er mere kendte i deres hjemland, da de ofte bliver gæstet af den svenske rapper Timbuktu. Vi kan dog ikke regne med at Timbuktu kommer med på himmelstorm - men man har jo lov at håbe", tilføjer Maria Smidt.

Himmelstorm løber af stablen d. 27. -29. juli i Økosamfundet Dyssekilde, og billetsalget er i gang på billetto.dk.