Sparekniv kan bremse kollektiv trafik i Halsnæs

“Katastrofalt forslag” for bus- og togtrafikken - farvel til rute 320?

Af
Af Anders Nordstrand

TRAFIK “Set fra Halsnæs er det jo et katastrofalt forslag i en kommune, som kæmper for at udvikle den kollektive trafik med henblik på at nedsætte privatbilismen ind mod København, at vi f.eks. skal betale et underskud på et københavnernært projekt som letbanen,” siger Anja Rosengreen (F) om et spareforslag fra Region Hovedstaden, som fattes penge, hvilket kan betyde farvel til busrute 320 Frederiksværk-Frederikssund og færre togafgange. Det vil med andre ord få nogle konsekvenser for passagerer til og fra Halsnæs, hvis forslagene fra Region Hovedstaden gennemføres ud fra kriterier som ’færrest muligt rammes’ og ’fokus på at spare, hvor udgiften pr. passager er størst’. En række konsekvenser eller scenarier er ridset op, bl.a.: Linje 320R nedlægges på den sydlige del af ruten, alternativt skal Halsnæs Kommune drive ruten sammen med Frederikssund Kommune. Pris 2-3 mio. kr./år. Linje 320R får timedrift i stedet for halvtimedrift. Frederiksværkbanens tog kører med timedrift lørdage i stedet for hver halve time. Begrænsning af antal togafgange hver halve time. Ændring af konceptet med hurtigtog.

“Yderområder taber”

Besparelserne vil få store konsekvenser for den kollektive trafik og betyde yderligere belastning af vejtrafikken, lyder en vurdering i dagsorden til miljø- og planudvalgets møde, hvor forslaget behandles 15. januar. Udvalgsformanden kan ikke støtte forslaget. “Hvis princippet om “at ramme færrest muligt” styrer, vil yderområderne jo tabe hver gang? Jeg kan ikke støtte nogen af scenarierne og mener at der må findes flere midler i stedet for. Jeg er naturligvis i tæt kontakt med SFs formand for trafikudvalget i regionen og lokalt har vi en tæt dialog på tværs af partierne,” siger Anja Rosengreen forud for udvalgsmødet mandag.

Publiceret 12 January 2018 14:49

Halsnæs Avis nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Halsnæs Avis
SENESTE TV