Mødet mellem “verdensmesteren” Lis og superligatræneren Thomas blev varmt og minderigt efter omkring ti års adskillelse. Foto: Michael Jørgensen

Mødet mellem “verdensmesteren” Lis og superligatræneren Thomas blev varmt og minderigt efter omkring ti års adskillelse. Foto: Michael Jørgensen

Fra microput i Frederiksværk til superligaen i Brøndby IF

Brøndby IF’s træner Thomas Frank har en trænerfortid i Frederiksværk, hvor han engang var med til at banke Brøndby

Af
Jens Patrick Thiede

TRÆNERKARRIERE “Heeejjj!”
Der følger et varmt, langt kram, da de to tidligere trænerkolleger, Lis Wedell-Riis og Thomas Frank, efter ti års adskillelse genforenes en sommerdag 2014 i Frederiksværk. Avisen har sat de to stævne og er med på sidelinjen, da de udveksler minder over en kold kildevand.
Ingen af de to er hr.- eller fru-hvem-som-helst i fodbold: Lis var i 1971 anfører for det danske kvindelandshold, der vandt det uofficielle VM i Mexico. Thomas Frank er cheftræner i Brøndby IF siden juni 2013.
De startede med at træne i Frederiksværk i 1995 indtil 1998, hvorefter Frank flyttede sin trænergerning til Hvidovre.

Vi var foregangsmænd

“Vi havde kun to spillere til den første træning med microput, og jeg tænkte 'hold nu kæft',” erindrer Frank.
Herefter stod den på miniputter, som var en god årgang.
“Dem blev vi sjællandsmestre med og vandt en turnering i Herlufsholm, hvor vi faktisk vandt 1-0 over Brøndby undervejs,” siger Lis.
“Ha, ej hvor godt, det havde jeg glemt,” griner Frank, da han ser artiklen om sejren over sin nuværende arbejdsgiver. Han fortsætter:
“Forældresamarbejdet var fantastisk. Vi arrangerede sommerfester med forældrene, hvor vi sang sange og drak øl. Og skrev kontrakt med Jacob Olsen, hvor vi skulle have procenter, når han blev solgt til Barcelona...”
Hvad kendetegnede Thomas som træner dengang?
“Han var god til knægtene og til at lære dem finter, og vi indøvede hjørnespark. Der er vist flere af dem på dagens førstehold i FFK,” mener Lis.
“Jeg var allerede dengang rimelig systematisk og nørdet. Vi lavede en rød tråd for klubben med øvelser til U7-U10, som trænerne fik udleveret. Vi var faktisk foregangsmænd for aldersrelateret træning i Danmark,” siger Frank smilende, og Lis bryder ud i et højt grin.
Efter to års træning flyttede Frank til København, men han fortsatte pendlende yderligere to år i Frederiksværk.
“Jeg havde det godt herude og følte mig tryg, derfor fortsatte jeg.”
“Og vores gode venskab holdt dig så lang tid heroppe,” supplerer Lis og ytrer sig om gensynet:
“Han ligner jo sig selv! Jeg har fulgt ham meget, siden han blev U16-landstræner. Da han kom til Brøndby, voksede snakken i klubben, hvor mange synes, det er sejt gået! “Han ville allerede dengang noget med træningen. Du stilede højt.”

Lis (ø.tv) samt Thomas (ø.th) i Frederiksværk-tiden.

Lis (ø.tv) samt Thomas (ø.th) i Frederiksværk-tiden.

En helt speciel hygge

Hvad har du taget med fra klubben i din trænergerning?
“Forældresamarbejdet, ligesom min tilgang til drengene dengang er den samme som i dag, selvom spillerne nu er voksne. Da jeg rykkede ind til byen, vidste jeg godt, jeg ikke kunne få et drengehold i FCK eller Brøndby, så jeg prøvede Hvidovre og fik juniorerne.”
“Min interesse for at sætte tingene i system blev senere videreudviklet i Hvidovre og DBU. Jeg lærte fra samarbejdet med Lis, at jeg har brug for gode folk omkring mig. Senere i karrieren tog jeg min svoger med. Og Lis havde en erfaring organisatorisk og taktisk, jeg kunne bruge.”
Træningen har dog ændret sig fra dengang til nu, bl.a. spiller teknologien en stor rolle i dag, og man er blevet mere målrettet med større fodboldviden, er de to enige om.
“Hyggen og stemningen dengang var dog speciel med grillfest og snak til den lyse morgen - uden alkohol,” erindrer Frank, der i dag har en 60 timers arbejdsuge.
Samtalen falder på en rund fødselsdag en gang samt en julefrokost med kliken, der stadig finder sted årligt, og de to griner heftigt. Sådan fortsætter de i nogen tid, og navne fra fortiden flyver gennem luften.
“Nu må der ikke gå ti år igen,” siger Lis til farvel.

Artikel fra lokalavisen, da Franks hold slog Brøndby.

Artikel fra lokalavisen, da Franks hold slog Brøndby.

Der blev krammet ved gensynet. F: M. Jørgensen

Der blev krammet ved gensynet. F: M. Jørgensen

Publiceret 09 August 2014 10:00