115 spejdere fra Halsnæs blandede sig med de 37.000 deltagere. Fotos: Knud Rasmussen spejdergruppen
115 spejdere fra Halsnæs blandede sig med de 37.000 deltagere. Fotos: Knud Rasmussen spejdergruppen
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Ramasjang og skybrud: Spejderliv i kæmpe lejr

115 spejdere fra Halsnæs var med i kæmpelejr med 37.000 indbyggere


LEJRLIV Ramasjang, adventure spejd night, Sønderborg Slot og NØRD kædereaktioner var blot et par af oplevelserne for de over 115 spejdere og ledere fra Halsnæs Kommune, som deltog i Spejdernes Lejr 2017 i Sønderborg 22. til 30. juli.

Sammen med 37.000 andre spejdere fra både ind- og udland havde de nogle forrygende dage med masser af gode oplevelser. På trods af skybrud og tordenvejr af flere omgange, så var det glade børn og unge der dagligt tog på opdagelse i den store spejderby. Aktiviteterne tog bl.a. udgangspunkt i naturvidenskab, innovation, historie, samarbejde og tillid. Der var også plads til at have det sjovt med sine venner på en 272 meter lang hoppeborg, som var et af de store tilløbsstykker.

Halsnæs Spejderne boede i Slottet, en underlejr med spejdere fra Frederikssund Kommune samt Frankrig, Canada, Israel og Skotland. At dele by med folk fra hele verden i en uge og samtidig se, at det fungerer, sætter i høj grad spor og åbner op for nysgerrighed og fællesskabsfølelse på tværs af kulturer.

Annette Westh på besøg

Onsdag d. 26. juli var den røde løber rullet ud til ære for den socialdemokratiske lokalpolitiker Annette Westh, som havde medbragt lidt solskin og blå himmel til Sønderborg for at besøge Halsnæsspejderne: 

"Jeg er simpelthen så imponeret over, at man på bare en uge formår at bygge en velfungerende spejder-'kommune' på 37.000 indbyggere. Jeg kan til fulde forstå hvorfor spejderne kalder sig selv for verdens største fredsbevægelse.”

Inden rundvisningen i lejren, blev der serveret frokost på spejdermanér i Halsnæs lejren. Spejderne fik her en chance for at berette om lejrlivet, venskaber med spejdere fra Skotland, det pengeløse samfund (penge var afløst af et chiparmbånd) og kreative rafterbyggerier.

Det var især den sprudlende virkelyst blandt spejderne, kreativiteten og den idérige tankegang som var i øjenfaldende på turen rundt i lejren. Både hvad varmt vand i Halsnæs lejren angik (kobberrør ført gennem bål) og kaffebrygning på den hjemmelavede "kaffemaskine", konstrueret af tomme colaflasker.

Spejderlejrens overordede vision var at sætte spor. Spor i sig selv, i hinanden og spor i verden. Og det mål mener Annette Westh, at spejderne nåede til fulde.

Adventure ligaen

For dem der vil udfordres og konkurrere på tværs af spejdergrupperne i Danmark, tilbydes der en vifte af forskellige spejderløb som presser deltagerne helt ud i tåspidsen af deres vandrestøvler. På Spejdernes Lejr blev patruljen Freud med flere deltagere fra Knud Rasmussen Gruppen i Hundested, hædret med en flot førsteplads i den prestigefyldte Adventure liga i spejderkategorien.

kilde: pressemeddelelse


Publiceret: 13. August 2017 10:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Halsnæs Avis

ANNONCER
Se flere