Mat på1½ mn
De dygtige skakspillere forbereder sig til landsmesterskaberne i skoleskak. Fotos Thomas Quvang
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Powerskak i Enghaven

Skaktalenter fra Frederiksværk Skole, Enghaven, modtager organiseret undervisning i det ældgamle spil




SKOLESKAK Tiden, hvor man som ungt menneske blev betegnet som lidt af en enspænder, hvis man rykkede rundt med tårne, konge og dronning og spillede skak, den er definitivt forbi.

I hvert fald på Frederiksværk Skole, Enghaven, hvor det ældgamle spil hitter som aldrig før. Drenge og piger på alle klassetrin fordyber sig i og med det strategiske spil, hvor det gælder om at sætte modstanderen mat.

Tidligere på året deltog op imod to hundrede elever fra skolen i Skak'ens Dag og fredag den 24. marts stiller skolen med 11 skakspillere ved landsmesterskaberne i skoleskak, et arrangement der finder sted i Billund.


Talentklasse

For at klæde eleverne bedst på til disse mesterskaber har skolen oprettet en særlig talentklasse, hvor der to gange om ugen undervises i det ædle spil.

Her er der simpelthen skak på skoleskemaet, hvor der bl.a. undervises i åbninger, diverse tricks og farefulde fælder.

“Vi har drenge og piger på skolen som er rigtig dygtige til spillet, lige fra de mindste elever i 0. klasse og op til de ældre i 7. og 8. klasse”, fortæller Henrik Ernst der står for organiseret undervisning et par timer om ugen. Henrik tilføjer:

“Og samtidig har vi her en skoleledelse som bakker flot op omkring de unge, deres skakspil og alle de gode ting som spillet skak fører med sig, såsom koncentrationsevne og matematiske færdigheder”, lyder det fra Henrik Ernst der tidligere har undervist i skak, og nu fik muligheden igen i takt med den eksplosive interesse blandt skoleeleverne.

Dyb koncentration omkring brættet med de 64 felter.
Dyb koncentration omkring brættet med de 64 felter.

De mindste kan også

Ved mesterskaberne i Billund stiller skolen med dygtige skakspillere i alle aldre.

Der er to spillere fra de aller yngste klasser, fire fra 4. klasse og de sidste deltagere går i 7. og 8. klasse. Og der er forhåbninger om flotte resultater i det jyske:

“De elever som går i talentklassen har virkelig bevist, at det er noget som de brænder for og så er belønningen en tur til Billund, vi deltog også derovre i fjor og fik lidt sportslige klø, det kommer ikke til at ske i år, for vores elever er virkelig blevet dygtige”, lyder det med et smil fra Anne Marie Ankjær Andersen der sammen med Henrik Ernst tager turen til Billund sammen med skolens dygtige skakspillere.


Publiceret: 17. Marts 2017 01:12
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Halsnæs Avis

ANNONCER
Se flere