Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

"Pas godt på bygnings- og landskabskulturen"


Af Jørgen Lassen, By og Land Halsnæs - i en tale til borgmester Steffen Jensen den 19/1

KULTUR Kære Steffen: På vegne af Foreningen for Bygnings- og Landskabskultur, By og Land Halsnæs, vil jeg gerne ønske dig hjertelig til lykke med borgmesterposten i Halsnæs Kommune.

Under valgkampen har vi jo ikke undgået, at lægge mærke til, at du meget klart og tydeligt fortalte, at du er modstander af en havn i Liseleje, hvilket vi i øvrigt også hørte lige så klart fra din partifælle Torben Hedelund.

Jeg og mange andre er sikre på, at I er så troværdige og redelige, at det også bliver omsat til nej-stemmer i byrådet, og så er flertallet imod en havn i Liseleje hjemme sammen med stemmerne fra Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten.

Du gav også tilsagn om at genoptage sagen om bevaringsværdige bygninger, så vi også får bygningerne med SAVE-vurdering 4 med, som er en meget vigtig del af bygningskulturen i Halsnæs.

Vi husker tydeligt, at du og Socialdemokratiet meldte ud, at der højest må bygges i 1½ etage på Nordkajen i Hundested, så vi ikke får det monsterbyggeri, som havnen har foreslået.

Og vi synes, at det vil være en god idé at du tager en kammeratlig samtale med ejeren af Villa Alp på Torvet i Frederiksværk. Det er bare ikke i orden, at den bygning får lov at forfalde med pivåben dør, som tilfældet er.

I 2018 skal der laves ny kommuneplan og udpeges kulturmiljøer – det glæder vi os også til.

Halsnæs Kommune har først og fremmest forpligtelser overfor sine borgere, hvoraf rigtigt mange lægger afgørende vægt på de store naturværdier i kommunen; fjorden, søen, havet, strandene, skovene og de mange smukke kuperede landskaber. Og der er også en meget spændende bygningskultur i de små og store byer.

Vi ser gerne, at Halsnæs i højere grad profilerer sig på DE værdier og lader nabokommunerne om at tivolisere strandene og andre turistattraktioner – det stemmer også helt overens med visionen om det rå OG autentiske Halsnæs.

For at du nu kan huske dine løfter og det politikområde, har vi lavet et fotografi til dig, som vi håber, at du vil have hængende på dit kontor.

Det er fra den tid, hvor socialdemokratiet brugte et flertal i byrådet til at lave en lokalplan som indebar, at Lemches Gård i den nordlige del af Nørregade skulle rives ned til fordel for opførelse af to supermarkeder.

Heldigvis sejrede fornuften i sidste øjeblik, og derfor har vi stadig den flotte indgangsport til Nørregade med de kulturhistorisk vigtige og fine bygninger Warrers Gård og Lemches Gård, som By og Land i øvrigt har præmieret.

Og for at du ikke bare skal sidde og nyde den smukke bygning på fotografiet har vi ovenover skrevet ”Pas på bygnings- og landskabskulturen!”

Med de ord vil jeg ønske dig held og lykke, og rigtig god arbejdslyst!

 


Publiceret: 26. Januar 2018 16:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Halsnæs Avis