Arkivfoto fra Torup marked.

Arkivfoto fra Torup marked.

Årets Landsby-dyst: Torup er med i finalen

NOMINERING "Vi har været der før og håber på det bedste," lyder det optimistisk fra Torup Tings formand Peter Plant efter nyheden om, at Torup er blandt de tre finalister i konkurrencen Årets Landsby 2019.

Dette års tema er bæredygtighed, og her har Torup en force, mener Peter Plant:

"Det er sjældent, at prisen er gået til en så lille landsby som Torup. Og det er endnu sjældnere, at den er gået til en landsby på Sjælland. Men Torup har meget at byde på - årets tema er bæredygtighed, og det er vi dygtige til. Vi er for eksempel ved at udvikle en helt ny, bæredygtig bydel: Hvideland."

Årets Landsby arrangeres af bl.a. Landdistrikternes Fællesråd, som melder at det ud over Torup er blevet til finaleplads for Krogsbølle Sogn i Nordfyns Kommune og Asaa i Brønderslev Kommune.

"Og en af de tre kommer til at kalde sig Årets Landsby 2019. Alle har de udmærket sig i en sådan grad, at bedømmelseskomitéen bag prisen har valgt dem som årets finalister. Vi kigger på bæredygtighed på flere niveauer, miljømæssigt, socialt, økonomisk og kulturelt. Det er kendetegnende for de tre finalister, at de formår at fremtidssikre deres landsby igennem bæredygtige initiativer på flere af disse niveauer," forklarer formanden for bedømmelseskomitéen, Carsten Hansen, tidligere minister for by-, bolig og landdistrikter.

Prisen Årets Landsby uddeles af Landdistrikternes Fællesråd og Landsbyerne i Danmark i samarbejde med Forenet Kredit, foreningen bag Nykredit og Totalkredit.

Bedømmelseskomiteen tager nu på besøg i landsbyerne, og på søndag gælder det Torup, som Landdidtrikternes Fællesråd præsenterer således: Landsbyen Torup har både skole, børnehave, butikker, forsamlingshus, kirke og kulturliv. I landsbyen ligger også Økosamfundet Dyssekilde, hvor bæredygtighed har været i fokus de seneste 30 år. Byen skal udvides med ny bydel, Hvidelandet, som vil skabe moderne rammer for livet på landet, herunder et socialt, økonomisk og økologisk bæredygtigt liv. Landsbyens lokalråd har desuden etableret sin egen jordfond, der sælger byggemodnet jord til boliger og erhverv.

Prisen overrækkes i løbet af efteråret. /an

Fakta om Årets Landsby

• Årets Landsby er en historisk pris, som blev oprettet i 1995 af Landsforeningen Landsbyerne i Danmark. I år uddeles den for 23. gang.

• Prisen uddeles af Landdistrikternes Fællesråd og Landsbyerne i Danmark i samarbejde med Forenet Kredit, foreningen bag Nykredit og Totalkredit.

• Kriterierne for at ansøge er, at den indstillede landsby har under 1.200 indbyggere, har formuleret en udviklingsplan og er organiseret med et lokalråd eller lignende.

• Sidste års tema var "Den samarbejdende landsby", og vinderen var den lille ø i Lolland Kommune, Fejø.

• Tidligere modtagere af Årets Landsby er: Fejø, Vallekilde, Hvilsom, Skovlunde, Tise, Jordrup, Billum, Svindinge, Samsø, Bårse, Filskov, Klejtrup, Korinth, Ballum, Gjøl, Vejrup, Janderup, Horslunde, Bagenkop, Vrads, Vestervig og Trekroner.

Publiceret 14 August 2019 10:39