Autocampernes Dag foregår på Hundested Havn lørdag den 17. august kl. 10-16

Autocampernes Dag foregår på Hundested Havn lørdag den 17. august kl. 10-16

Ta' springet ud i autocamper-livet

Autocamperens Dag på Hundested Havn den 17. august

Autocamperens Dag For få år siden var drømmen om en autocamper noget, der ofte forblev en drøm. Men de senere år har stadig flere danskere fået ønsket om at holde ferie i egen autocamper opfyldt.

Og i den forbindelse er Dansk Autocamper Forening vært for 'Autocamperens Dag', som hvert afholdes den tredje lørdag i august. Dette arrangement afholdes flere forskellige steder rundt i landet, heriblandt på Hundested Havn, på adressen Ved Isefjorden 24, lørdag17. august kl. 10-16.

Ved hvert arrangement vil der være repræsenteret 8-10 autocampere i alle størrelser. Det er ikke en salgsmesse, men ment som at interesserede besøgende kan stille spørgsmål om autocamperlivet.

Voksende begejstring

Besøgende vil i den forbindelse kunne aflægge de 'udstillede' vogne et besøg og tale med erfarne autocampister, der velvilligt besvarer alle spørgsmål og med voksende begejstring fortæller om deres ture og ferier i autocampere.

I år deltager et bredt spekter af vogntyper: Cityvan, vogn med enkeltsenge, vogn med dobbeltseng, køjevogn, alkovemodel. Ligeledes bestræbes der at fremvise både nyere samt ældre vogne. Det er vigtigt at påpege at autocamper-ferie ikke er øremærket for de rige. Med den nylige afgiftsnedsættelse kan alle nu være med.

Det kan være svært at tage springet ud i autocamper-livet og derfor stiller en række erfarne autocampister deres viden til rådighed ved Autocamperens Dag.

Økonomi og teknik

Mange vil vide noget om økonomi - anskaffelsessum, grøn ejerafgift, forsikring, brændstofforbrug o.s.v. Andre er mere interesserede i selve ferieformen med den trange plads, parkeringsmuligheder og overnatningssteder, og så er der selvfølgelig de tekniske spørgsmål om motorstørrelser, solceller, gasinstallationer og varmekilder.

Alt dette og meget, meget mere bliver der rigelig mulighed for at høre og få en snak om, hvis man lige står og mangler det sidste 'spark' bagi, inden man får drømmen om en autocamper opfyldt.

Publiceret 11 August 2019 00:00