400 spejdere havde en begivenhedsrig uge i Auderød. Privat foto

400 spejdere havde en begivenhedsrig uge i Auderød. Privat foto

'Kongeriget Ermelunden'

400 KFUM-spejdere var samlet på sommerlejr på Arresø Centret

Spejderlejr Spejdercentret Arresø har i den seneste uge været forvandlet til Kongeriget Ermelunden.

Her har omkring 400 KFUM-Spejdere fra seks år og opefter, og fra 13 forskellige KFUM-spejdergrupper, oplevet et kongeriges op- og nedture.

En del af noget større

En stor del af en fælles sommerlejr som denne er, at spejderne mærker, at de er en del af noget større. På flere aktiviteter er spejderne blevet inddelt i hold med spejdere fra de forskellige spejdergrupper i spejderdistriktet, og det betyder, at en spejder møder nye venner fra et større fællesskab, end de er vant til i det daglige spejderarbejde.

Idérammen 'Kongeriget Ermelunden' er blot et redskab for nå det store mål, nemlig en forstærket og forstørret fællesskabsfølelse hos hver enkelt deltager.

Spejderne har set storhedstiden med kongen, der blandt andet arrangerede en festlig nationaldag, som sluttede med en kæmpe fælles picnic for alle deltagerne på lejren.

Kongen væltet

Dog kunne glæden for kongen ikke fortsætte for evigt. En konge, der må hæve skatterne voldsomt for at betale for en fejring, kan sjældent sidde på tronen længe. En modstandsgruppe, der arbejdede for et samfund uden kongens tyranni, fik godt fat i KFUM-Spejdernes retfærdighedsfølelse, og torsdag aften skete det uundgåelige: revolution.

Sammen måtte alle spejderne hjælpe med at vælte kongen og skabe et nyt samfund, og fredag kom det første fri valg. Det var nu op til spejderne at vælge de helt rette kandidater til at styre det nye samfund. Eventyret endte heldigvis lykkeligt, og flere spejdere har fået oplevelser og venner, de ikke glemmer foreløbigt.

Publiceret 11 August 2019 00:00