Team Bodenhoff på toppen af Thors Bakke. Foto Halsnæs Avis

Team Bodenhoff på toppen af Thors Bakke. Foto Halsnæs Avis

Team Bodenhoff:"Vi er ved at være klar"

Om en lille måneds tid tramper Team Bodenhoff landet rundt til fordel for kræftramte børn

Af
Thomas Quvang

Danmark Rundt 2019 "Der er fuld fart på i disse dage, det er de sidste forberedelser som der arbejdes med, inden vi skal afsted om en lille måneds tid".

Frederiksværks cyklende ildsjæl Claus Bodenhoff er i disse dage ved at få lagt de sidste brikker på plads, inden det i næste måned går løs med Danmark Rundt 2019 med det formål, at samle penge ind til kræftramte børn og deres familier.

Opbakning i hele landet

Det er femte år i træk, at Team Bodenhoff cykler landet rundt, og initiativtager Claus Bodenhoff glæder sig over, at interessen og opbakningen stadig er enorm over hele landet:

"Det er rigtig dejligt, at hver eneste sted vi kommer bliver der taget imod med åbne arme. I startbyen Skagen er der flere forskellige arrangementer i forbindelse med Danmark Rundt, og det samme gør sig gældende i de andre byer, hvor vi gør holdt. Det er fantastisk", siger Claus Bodenhoff.

Fra Skagen til Frederiksværk

Det er i dagene 24. -31. august, at Team Bodenhoff cykler landet rundt. Der startes med en etape fra Skagen til Frederikshavn og der sluttes af en uge senere med den traditionelle tur fra Ballerup til hjembyen Frederiksværk:

"Den sidste etape er altid noget helt specielt. Jeg glæder mig specielt over 'Det gule hold' fra Frederiksværk som gør os følgeskab på den afsluttende etape de 57 kilometer hjem, hvor sidste pitstop er Circle K i Kregme, inden Thors Bakke, Sandskåret og turen gennem Nørregade", siger Claus Bodenhoff som ser frem til modtagelsen på Nordtorvet:

"Vi lander omkring kl. 12.30 og håber selvfølgelig, at der er mange mennesker i byen når der nu samtidig afholdes Foreningernes Dag i Nørregade. Til lejligheden vil der være levende musik på Nordtorvet, så jeg håber selvfølgelig, at det bliver en festlig finale", slutter Claus Bodenhoff.

Publiceret 19 July 2019 09:27