Pressefoto Nybolig

Pressefoto Nybolig

Halsnæs i Top 3: Huspriser stadig lavere end før krisen

BOLIGER Halsnæs Kommune indtager tredjepladsen over kommuner, hvor kvadratmeterprisen er længst fra niveauet før finanskrisen. I dag er kvadratmeterprisen knap 4.000 kroner lavere end i 2007, skriver Nybolig i en pressemeddelelse, der også beretter at Halsnæs Kommune stadig har lang vej til de skyhøje kvadratmeterpriser, vi så før finanskrisen.

Nye tal fra Boligsiden viser samtidig, at Halsnæs er på tredjepladsen over kommuner i landet, hvor kvadratmeterprisen er længst fra niveauet før finanskrisen.

"Priserne er på vej opad, det kan vi tydeligt mærke. Men det går ikke lige så stærkt som i kommunerne tættere på København. Vi oplever dog, at flere og flere er begyndt at kigge vores retning, særligt børnefamilier, der vil have mere plads for pengene," siger Ivan Fabos, indehaver af Nybolig i Frederiksværk.

Kommer til at nå finanskriseniveauet

Ifølge Boligsidens tal var kvadratmeterprisen på Halsnæs-huse højest i første kvartal af 2007. Her skulle man som køber gennemsnitligt smide lidt over 18.000 kroner per kvadratmeter. I dag er prisen faldet med 21,6 procent og ligger på 14.128 kroner per kvadratmeter.

Selvom huspriserne i kommunen ligger et godt stykke fra priserne før finanskrisen, er det ifølge Ivan Fabos kun et spørgsmål om tid, før de igen rammer 2007-niveauet.

Publiceret 10 July 2019 11:02