"Nej Mor, der er ingen, der må lide. Og vi havde lovet dig, at du ville få lindring for til sidst at sove stille ind, som du havde ønsket." Privatfoto.

En historie fra det virkelige liv

For et år siden døde Pia Shanaya Harling Hansens mor på plejecenter Løvdalen - det var ikke nogen god sidste tid!

Af
Pia Shanaya Harling Hansen

Kære Mor. Du var så klar til at sige farvel til denne verden. Du sagde til os, at du havde haft et godt liv, og vi havde talt om alt det du gerne ville tale om, du var så klar til at komme afsted, du var så tillidsfuld, og vi havde talt om, at du ikke kom til at lide. Der er ingen, der må lide, når vi skal herfra.

Moster og jeg havde sovet hos dig i en uge for at se, om det gik rigtig til. Der havde desværre været nogle kedelige oplevelser undervejs i løbet af det halve år, du boede på plejecenteret - vi var ved at miste tilliden.

Jeg husker den dag, du skulle flytte ind på plejecentret Løvdalen. Vi kørte glade afsted med stor tiltro til, at der ville være nogen til at tage imod os ved ankomst. Men det var der ikke.

Jeg husker, jeg skubbede dig i din kørestol, ind i en elevator og op på anden sal, videre ned ad en lang gang og hen til din nye bolig. Der var helt tomt på de lange gange. Og kære Mor, du var så tillidsfuld, sad der i din kørestol og kiggede rundt i det, der skulle være din nye bolig.

I den lille lejlighed stod der en uredt seng. Jeg undrede mig, de vidste, at du var sengeliggende…!!

Jeg sagde til dig, ”Mor jeg finder lige noget personale.” Jeg mødte en ung pige på gangen, hun gik med ned for at hilse på dig. Du fortalte hende, at du havde brug for at komme op og ligge i en seng. Der var hverken dyne eller pude. Jeg blev spurgt, om jeg ville hjælpe med at hente dyne, pude og sengelinned i den anden ende af plejecentret. Jeg havde det ikke så godt med at efterlade dig, men Mor du var så tapper.

Kære Mor, så kom der svigt på svigt. Ingen på den afdeling, hvor du boede, kendte til din sygdom, INGEN!!! Du begav dig tillidsfuldt ud i at lære alle dem alle sammen om din sygdom, KOL. Men det betød desværre ikke, at de var i stand til at hjælpe dig, med det du havde brug for.

Når du fik et anfald, og ikke kunne få luft, havde du brug for din maske med medicin. Du skulle have hjælp til at hælde medicinen i maskinen. Du trykkede på din tilkalderknap igen og igen, du gik i panik. Og når der endelig kom en hjælper, så måtte hun ikke give dig medicin, det måtte kun social- og sundhedsassistenten, som måske var helt nede i den anden ende af huset.

Kære Mor, jeg husker en dag, hvor du ringede til Moster kl. 3 om natten, fordi din iltbrille var faldet ud af næsen. Du havde flere gange tilkaldt hjælp, men der kom INGEN.

En anden gang stod jeg hjemme i mit køkken, Moster ringede og råbte ind i røret:

”Du skal køre op til din Mor NU, hun kan ikke få luft, og der kommer ikke nogen og hjælper hende. Skynd dig, skynd dig."

Kan du huske Mor, at jeg måtte hente medicin i Hillerød døgnåbent apotek, fordi personalet havde glemt at bestille medicin til weekenden !!

Jeg besøgte dig hver eneste dag. Nogle gange oplevede jeg, at de havde ladet dig sove hele dagen uden mad og drikke og i en våd ble. Og kære Mor, du havde gentagende blærebetændelse - ja, hvorfor mon !!

Og Mor, du ville så gerne deltage i aftensmaden med de andre beboere, og du var så åndsfrisk og havde så meget humor og vidste, at du kunne tilføre de andre beboere et frisk pust, for kære Mor, du var et livstykke og delte med glæde ud af dit nærvær.

Pludselig en aften, mens du spiste sammen med de andre beboere, mistede du pusten og forstod ikke, hvorfor du ikke fik ilt nok, for du have jo din iltflaske med og iltbrillen på. For senere at opdage, at flasken var tom !! Hvem kan vi stille til ansvar for det? Er det personalet? Ja måske, men hvorfor sker det, er de for presset eller bare uvidende om den beboer, de har ansvar for?

Da din sygdom tog til, og vi alle vidste, at nu er der ikke lang tid igen, var du så opmærksom på, at der var nogle mennesker, du ville sige farvel til. Du bad mig ringe rundt til familie og venner, så de kunne komme op til dig, til et sidste farvel - samtidig fik du styr på, hvem der skulle bære kisten. Så sej var du… Du bad mig sende bud efter præsten, og I to fik en god og kærlig snak. Du var så klar til at sige farvel og ”knytte bånd”, som præsten sagde så smukt.

Men kære Mor, det blev ikke helt som du havde håbet på. Du oplevede nogle forfærdelige nætter, hvor du havde smerter og var angst. Moster valgte at blive hos dig om natten og oplevede, hvor slemt det stod til, for der kom ikke nogen, når du kaldte.

Jeg besluttede mig for at være der en nat med Moster, så vi kunne afløse hinanden, hvis det blev nødvendigt. Det var vigtigt for os, at du følte dig tryg. Efter den første nat jeg sov hos dig, kæreste Mor, var jeg forfærdet og forvirret over, hvor kaotisk nætterne var. Vi talte meget med dagpersonalet, om det vi oplevede, men lige meget hjalp det, for der var ikke ressourcer nok til at pleje dig.

Og Mor, du var faktisk en af de nemme, du havde stor tillid til hele processen, trods dine oplevelser. Dog talte vi om muligheden for hospice, men du var for syg til at flytte. Men du fik hospice med ind over i forhold til den medicin, som plejecentret ikke formåede at give dig. Lægen fra hospice kom. Både Moster og jeg var tilstede og fik afløb for alle vores frustrationer, om alt det der ikke fungerede.

Ud fra det, vi fortæller lægen, sammensætter hospice en smertedækning for din sidste tid, så du ikke kom til at lide.

Vi var fortrøstningsfulde, fordi nu var der nogen, som tog over og ansvar for dig og som vidste, hvordan det sidste forløb skulle være.

Moster og jeg valgte at blive en nat mere. Vi ville lige se, om vi kunne genfinde tilliden til, at du fik den hjælp du havde behov for,.

Men nej, kære Mor. Vi vågnede kl. 02 om natten til dine smerteskrig. Der kom en hjælper, der sender bud efter en assistent, der har nøgle til medicinskabet. Men hun er ikke til rådighed. Om natten er der kun én hjælper og én assistent - kun assistenten må give medicin. Så mor, vi ventede og ventede. Der er 70 beboere, og flere af dem er terminale.

Det var mit livs værste mareridt, kære Mor, at opleve din råben efter hjælp: ”Hvorfor skal jeg lide, så hjælp mig dog.”

Vi ventede og ventede, der kom ikke nogen. Vi rendte skiftevis rundt på gangene og ledte efter personale, som kunne komme og give dig den medicin, du var berettiget til. Moster måtte holde sig for ørerne, når hun løb ned ad de lange mørke gange, for det var så smertefuldt at høre dig skrige på hjælp.

”Jeg vil dø, jeg vil dø nu, hvorfor kan jeg ikke dø, så hjælp mig dog,” skreg du flere gange. Jeg skældte dig ud Mor, bad dig ikke råbe så højt, mens tårerne løb ned af kinderne på mig. Det var så forfærdeligt at stå alene med dig og din smerte, som jeg ikke kunne tage fra dig.

Da hospice jo havde overtaget ansvaret for din lindring, endte det med, at hospice havde os i røret flere gange den nat. Hospice blev ved med at sige, at det skulle plejecenteret hjælpe os med. De kunne ikke hjælpe os, de havde ingen læge om natten.

Jeg vælger desperat at ringe til vagtlægen, da vi nu har ventet i op til 1,5 time på en assistent. Jeg fortæller grædende om den situation, jeg står i. Min mor lider, hun skriger af smerte, de vil ikke give hende mere medicin. Vagtlægen tager mig alvorlig og siger meget markant: "Der er ingen, der må lide".

Nej Mor, der er ingen, der må lide. Og vi havde lovet dig, at du ville få lindring for til sidst at sove stille ind, som du havde ønsket.

Men lidelsen fortsatte de næste tre dage, og du kæmpede sammen med os for at få den lindring, som vi havde aftalt med lægen.

Desperat henvendte vi os til ledelsen og truede med bål og brand. Der blev sat ekstra vagt på til dig om natten, og du fik nu endelig en anden medicin, som kunne smertedække dig. Du blev rolig, vi var der begge to, holdt din hånd og talte stille til dig, du løftede hovedet med et lille nik, et stille suk og sov stille ind 3. maj 2018.

Farvel kære Mor, du vil altid stå stærkt i mit hjerte med visdom og håb om, at din historie kan gøre en forskel.

Til politikerne

Kære Mor, du sagde engang til mig: ”Hvis man har evnen, så har man pligten.” Derfor dette brev til jer kære politikere, det bliver også jeres tur engang.

De oplevelser min moster og jeg har haft omkring min mors sygdomsforløb er helt utilgivelige.

Det har været mit livs værste mareridt, som jeg stadig, her et år efter min mors død, er meget påvirket af. Den oplevelse, vi har været igennem, er et af de største tillidsbrud, jeg har været udsat for.

Tillidsbrud fra et Danmark, hvor vi i tillid til vores velfærd og sundhedssystem overgiver behandling og omsorg til nogle kærlige mennesker, som har valgt at arbejde indenfor netop dette fag - at være omsorgsydere for ældre mennesker.

Det er beskæmmende, hvor meget der er skåret i normeringen af social- og sundhedshjælpere, social-og sundhedsassistenter samt sygeplejersker til at varetage omsorgsfuld pleje af syge og svage borgere på et plejecenter.

Der er nu gået et år…. Alt i mig råber på retfærdighed og opfølgning, på at nogen hører mig, så der kan sættes fokus på, hvordan vi varetager plejen af vores ældre.

Det er beskæmmende hvor meget, der er skåret i normeringen af sosuhjælpere, sosuassistenter samt sygeplejersker til at varetage omsorgsfuld pleje af syge og svage borgere på et plejecenter.

Mit hjerte græder, når jeg tænker på, hvor mange der ligger alene rundt omkring på plejecentrene, nogle gange i flere timer, før der kan komme nogen og berolige dem, holde deres hånd og være tilstede med nærvær og beroligende snak.

Det er det, der er behov for hos mange af de ældre, især om natten når de vågner op forvirret og er bange med smerter (af angst for at dø) og uro, som kun kan lindres af en kærlig hånd og den rette kompetente pleje.

Det er mit ønske, at dette kan tages alvorligt, og at det kan give anledning til opmærksomhed på, hvordan vi behandler vores ældre.

Publiceret 18 June 2019 09:42