Efter en valgkamp, der for Rasmus Stoklund i praksis har varet tre år, ved han om få timer, om han er kommet i Folketinget. Ventetiden bliver brugt på at pille plakater ned.

Efter en valgkamp, der for Rasmus Stoklund i praksis har varet tre år, ved han om få timer, om han er kommet i Folketinget. Ventetiden bliver brugt på at pille plakater ned. Foto: Privat

Efter valget: Stoklund venter i spænding

Socialdemokratiets status quo-valg gør det usikkert, hvem der er blevet valgt i Nordsjælland

Tre mandater til syv kandidater vil automatisk efterlade skuffelse hos fire socialdemokratiske Folketingskandidater.

Og da Nick Hækkerup må forventes at sætte sig på det ene mandat, er der reelt seks kandidater, der må bide negle og se, hem der sætter sig på partiets øvrige to mandater i Nordsjælland.

Dét er situationen torsdag formiddag for Rasmus Stoklund, der var partiets kandidat i Frederikssundkredsen.

Formiddagen er blevet brugt på at pille plakater ned:

"Men det er klart, jeg går rundt og synes, det er rigtig spændende lige nu. Jeg håber, der kommer klarhed sidst på eftermiddagen, men jeg ved også, der kan gå længere tid. Under alle omstændigheder er jeg lettet over, at vi nu har overstået en god og sober valgkamp, hvor jeg har fået masser af opbakning fra de lokale partiforeninger. Og vi ved, at vi sammen har gjort alt, hvad vi kunne for at få det til at lykkes. Så nu er det bare at vente," lyder det fra Rasmus Stoklund.

Publiceret 06 June 2019 12:23