DEBAT: Schrödingers svinehund

KRONIK af Steen Svanholm & Claus Larsen

Rasmus Paludan er Danmarks nye aktør på den politiske scene. Hans platform er efterhånden velkendt: Islam skal forbydes, muslimer skal udvises, og grundloven skal dybest set sættes ud af kraft. Det er ikke kun Paludans budskab, der bryder med normerne, men også hans debatform. Ønsker man at debattere ham, er det derfor afgørende, at man forstår, hvilke metoder han anvender, når han argumenterer for sine synspunkter, for han følger hverken de strategier, vi typisk kender fra politikere, eller de normale rammer for ærlig, sober og demokratisk debat.

Paludan er blevet kendt på sin usædvanlige stil og ved at lade børn og unge indgå i promoveringen, både i rockstjerneform med selfie-billeder og i politisk form som debatmodparter. Især det sidste ser man ikke andre politikere gøre. Paludan kommunikerer effektivt via streaming på sin Youtube-kanal. Han taler til kameraet, til folkemængden og får kameramanden til at fokusere på udvalgte tilskuere. Ofte optræder han kulørt påklædt som en slags markedsgøgler med kasket, slips og uniformsjakke.

Alt dette har givet så stor omtale, at hans ekstremt islamfjendtlige parti på rekordtid har samlet vælgererklæringer nok til det snarlige folketingsvalg.

Et nærmere indblik i Paludans metoder afslører en blanding af gammelkendte og nyere elementer, der ligner konspirationsteoretikere og andre ekstremisters måde at debattere på i medierne og på internet.

Det første, man bemærker, er, at Paludan delvis baserer sit budskab på konspirationsteorier. Hans påstand i B.T. den 26/5-2019 om, at hans parti havde mistet op mod 1.000 vælgererklæringer formentlig på grund af ”…regeringen, som laver sabotage mod os”, er en klokkeklar konspirationsteori. Et andet eksempel kom efter utilfredshed med politiets indsats ved en demonstration den 12/4-2019, hvor han siger: ”…Midt- og Vestjyllands Politi vil skade mig og min demonstration…”, hvilket får hele politikredsen til at fremstå korrupte.

Det næste, der minder om konspirationsteoretikeres adfærd, er overdrivelser. Paludan siger ikke, at folk tager fejl, men at de lyver, til tider på vegne af en hel gruppe. Dette kan opleves i hans demonstrationsvideoer, men også over for pressen, fx da Johannes Langkilde i et DR-interview den 27/4-2019 spurgte til Paludans udtalelser om at forbyde islam i Danmark, og om at overtrædelser skulle straffes med offentlig piskning. Paludan reagerede med svadaen: ”…så du lyver igen, som de fleste DR-journalister gør.”

Udover disse genkendelige retoriske strategier på indholdssiden, er der også nogle usædvanlige fænomener på spil i Paludans verbale fremfærd. Han skifter løbende mellem tre forskellige attituder over for sit publikum, nemlig provokation, humor og politik. Andre politikere bruger logisk nok mest den politiske attitude, men Paludan skifter mere ligeligt mellem alle tre, endda i så forstærket grad at de bliver til hetz, latterliggørelse og propaganda.

Provokationen er, at han brænder koraner og kalder sine modparter for samfundstabere, feltmadrasser eller affald, men det bliver til hetz, fordi han også råber efter dem, hvis de går, eller tirrer dem, hvis de bliver aggressive. Gentagne afbrændinger af koranen peger også i retning af, at handlingen ikke skal demonstrere ytringsfrihed, men skal fremprovokere en voldelig reaktion fra muslimer, hvilket af Paludan udlægges, som om han har ret i, at muslimer altid er voldelige. Ironisk nok peger Paludan på en muslimsk æreskultur over for en vestlig værdighedskultur som et grundtema, mens han selv optræder alt andet end værdigt.

Humoren viser sig ved, at Paludan ironiserer og overdriver, fx når han kalder sig ”Danernes lys”, men den bliver til latterliggørelse, når han griner påtaget af individer blandt sit publikum, eller når han kommer med perfide, irrelevante bemærkninger om folks udseende fx ved at spørge en kraftig kvinde, om hun er gravid, eller nedsættende refererer til ”homoer”. Hvor en stand-up-komiker forventeligt driller og joker med sit publikum, fælder en målrettet Paludan for provokationens skyld debatsvage modstandere med en humor, der kun er sjov for ham selv. Humoren bruges også som retorisk undvigemanøvre, idet et af hans mange skift består i at sige noget anstødeligt og så afbryde sig selv med: ”Det var bare humor!” Taktikken kan betegnes som Schrödingers svinehund. Udtrykket refererer til Schrödingers kat, et kvantemekanisk tankeeksperiment, hvor et fænomen både kan være eksisterende og ikke-eksisterende på samme tid afhængigt af beskueren. Tilsvarende er Paludans udsagn både ment humoristisk og ikke-humoristisk afhængig af reaktionen.

Politikken ses i videoerne, hvor Paludan bekendtgør partiprogrammet og beder om støtteerklæringer, men den får karakter af propaganda, når der som fast indslag vises V-tegn med fingrene, eller der afsynges slagsange, hvor muslimer udskammes. For Paludan er sejren i hus, hvis det lykkes at provokere modparten til at overfuse eller true ham. Sammen med det faktum, at jurister har påpeget det grundlovsstridige i Paludans politik, må hans projekt anses for ren propaganda kun skabt til at ophidse folk.

Værdighed er ikke at følge lovene bogstaveligt, men at opføre sig, så lovene er overflødige. Paludan er typen, der kører 110 på motorvejen i glat føre, fordi der står 110 på skiltene, eller kører 120 og siger, at det var en joke.

Modtrækket er derfor enkelt: Ignorér Paludans hån og evindelige skift, og fasthold ham på hans påstande og politiske løsninger. Dokumentér, hvad han har ytret, og konfrontér ham med hans selvmodsigelser. Paludan peger fx på et skiftende antal muslimer, som han mener skal udvises, rangerende fra 350.000 over 500.000 op til 700.000. Center for Islamisk Tænkning på Københavns Universitet anslår, at der er 200.000 muslimer i Danmark, så hvorfor er Paludans tal højere og skifter hele tiden? Hvordan skal hans politiske mål nås, hvis han ikke engang selv kan lægge sig fast på et antal?

På det punkt er en sammenligning med Joseph McCarthy uundgåelig. McCarthy spredte i 50’ernes USA frygt med sin påstand om femtekolonne-kommunister i udenrigsministeriet. Ligesom Paludan ikke kan blive enig med sig selv om, hvor mange der skal udvises, varierede antallet af navne på McCarthys liste fra 205 til 57 til 81.

Mest oplagt er det at påpege Paludans usandheder og fejlslutninger. Da han ved en demonstration i Holstebro er omgivet af cirka 40 tilskuere, hvoraf mange formentlig er muslimer, går en ældre herre råbende og aggressivt hen mod Paludan, men to andre mænd stiller sig imellem og genner ham langsomt tilbage. Paludan ignorerer, at de to mænd dæmper aggressionen, og konkluderer i stedet: “…og se, hvor voldelige de er, også mod hinanden, og det er meget deskriptivt, for muslimer kan ikke engang holde fred med sig selv.” Lidt efter tilføjer Paludan generaliserende, mens han peger på manden: “Sådan nogen som ham er islam,” hvilket er lodret forkert, da stort set alle andre tilskuere er passive.

Desuden kan man spørge Paludan, hvornår han er alvorlig, og hvornår han er humoristisk. For hvis ethvert af hans udsagn kan slås hen som humor efterfølgende, er det så ikke rimeligt at afskrive ham fra start som en troll, der kun higer efter opmærksomhed?

Når det er sagt, skal man bestemt tage Rasmus Paludan alvorligt. Hans evigt skiftende attitude gør ham ikke til politiker, men til folkeforfører og hadprædikant forklædt som en Schrödingers svinehund.

Publiceret 15 May 2019 00:00