Lars Løkke Rasmussen flankeret af kandidaterne Hans Andersen og Kim Valentin blev tilbudt smagsprøver på deres rundtur på Krudtværksfestivalen - og en lille skarp var en af dem:

Lars Løkke Rasmussen flankeret af kandidaterne Hans Andersen og Kim Valentin blev tilbudt smagsprøver på deres rundtur på Krudtværksfestivalen - og en lille skarp var en af dem: "Skål!"

Skål - og god valgkamp

Statsministeren lagde vejen forbi Krudtværksfestivalen

FV19 En lille urtedrik skulle der til, efter at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) var landet på Krudtværksfestivalen, og omringet af pressefolk, partifæller og bodyguards tog han turen hen ad Krudtværksalleen, hvor der blev hilst på rigtig mange mennesker.

VIDEO

Lokale Venstrefolk tog imod sammen med folketingskandidat Hans Andersen og EU-kandidaten Kim Valentin, som snuppede en skål med "Chefen" og så gik det ellers løs med håndtryk, selfies, og politiske budskaber på festivalpladsen: "Det er dejligt at være i Frederiksværk, det er lidt som at komme hjem. Jeg er sikker på at det kommer til at gå godt med valget," sagde statsministeren og nævnte mærkesager som udlændingepolitik og løft på velfærdsområdet.

Over for Halsnæs Avis fremhævede han klimaet som den absolut største aktuelle problemstilling.

"Det er ekstremt positivt at især mange unge nu fokuserer på emnet, for klimaudfordringen med alle dens nuancer er den største - i forhold til alt. Hvis vi ikke får styr på det, får landbruget problemer, vi får klimaflygtninge, større pres på Europa, og når vi skal engageres i det her, handler det ikke kun om, at vandet stiger nede i havnen, men også om den verden, vi ønsker at leve i. Det er ikke kun den store klimakamp, men også vores nærmiljø," sagde Lars Løkke Rasmussen og understregede at vi hver især kan gøre meget med genanvendelse, tænke miljørigtigt og "ikke bare smider vores affald i naturen."

Hans Andersen var glad for statsministerens besøg og understregede: "Han når at komme rundt til ca. 40 byer, og det er da lidt stort, at Frederiksværk er en af dem." /an

Læs mere om valgkampen i ugens avis...

Publiceret 13 May 2019 09:39