2016 var året hvor MLI-Fodbold blev kåret til årets klub på Sjælland og klubhuset skulle udbygges i forbindelse med kommunens idrætsstrategi. Arkivfoto

2016 var året hvor MLI-Fodbold blev kåret til årets klub på Sjælland og klubhuset skulle udbygges i forbindelse med kommunens idrætsstrategi. Arkivfoto

MLI's klubhus skudt til hjørne - igen

Af
Thomas Quvang

Klubhus ”Vi håber selvfølgelig på, at de kan finde hinanden i byrådet i denne sag, men det er lidt med bange anelser”.

Kim Daugbjerg, formand for Melby-Liseleje IF, er ærgerlig over, at udbygningen af MLI’s klubhus endnu en gang er skudt til hjørne, sat i bero.

I sidste uge blev sagen om klubhuset taget af dagsorden ved byrådsmødet, fordi der ugen forinden ikke kunne nås til enighed om projektet i økonomiudvalget.

Der er budgetteret med 10. mio kr. til udbygningen af MLI’s klubhus, men aktindsigt i sagen viser, at tilbuddet fra entreprenøren med det vindende tilbud, overskrider dette budget ganske betydeligt.

Tidligere fejet af bordet

”Vi har hele vejen igennem været aktiv medspiller og har selv foreslået nogle fravalg som kan give nogle besparelser”, siger kim Daugbjerg og minder om, at klubhuset allerede blev planlagt udbygget tilbage ved årtusindeskiftet, for dengang at blive fejet af bordet, og så igen i 2016 i forbindelse med kommunens idrætsstrategi:

”Klubhuset står jo som da det blev opført i 1971, der har ikke været nogle nævneværdige ændringer siden. Allerede ved årtusindeskiftet var en udbygning tiltrængt, og den er ikke blevet mindre siden”, siger Kim Daugbjerg, som især fremhæver ønsket om en overdækket terrasse:

”En sådan terrasse betyder bare så meget for os, jeg tænker specielt på vores handicaphold og vores yngste årgange samt deres forældre, som kan se kampe på opvisningsbanen oppe fra, uden at skulle ned og stå på skråningen i al slags vejr. Jeg ser en sådan terrasse som en kæmpe social gevinst for klubben”, siger Kim Daugbjerg og slutter:

” et projekt som dette er et projekt der skal stå i 60-70 år, så det er vigtigt man hører brugerne hele vejen igennem. Der skal ikke være ting som man, som bruger af huset, dagligt går og er irriterede over, det skal være i orden og ikke mindst skal det være et klubhus der er fremtidssikret”.

Koldt vand i blodet

Borgmester Steffen Jensen forstår godt, at man er lidt bekymrede i Melby-Liseleje IF, men han opfordrer til at slå koldt vand i blodet. Til Halsnæs Avis siger Steffen:

”Jeg vil gerne have enighed i hele byrådet i denne sag, MLI’s klubhus skal ikke være en ’kampscene’, vi skal derimod finde den rigtige løsning i fællesskab og det skal samtidig ske i forening med brugerne”, siger Steffen Jensen og fortsætter:

”Vi har været igennem en hård sparerunde, også på anlægssiden, så vi skal være helt skarpe på hvordan vi kommer videre. Lige nu ’brainstormer’ vi og kigger på alternativer til dele af det oprindelige forslag, og jeg vil hellere bruge en ekstra måned til at finde den rigtige løsning, fremfor at haste noget igennem”, siger Steffen Jensen.

Publiceret 22 March 2019 11:01