Skitse af lyskrydset, der kan reducere Kregmekøen fra 5-6 kilometer til ca. 50 meter. Grafik Vejdirektoratet

Skitse af lyskrydset, der kan reducere Kregmekøen fra 5-6 kilometer til ca. 50 meter. Grafik Vejdirektoratet

Trafikplan: Penge til ombygning af Kregme-rundkørslen

Projekt for ombygning til lyskryds kan starte allerede i år - trafikaftalen på Christiansborg sikrer samtidig milliardbeløb til nordsjællandske motorveje

Af
Anders Nordstrand

TRAFIK Kregmerundkørslen er sammen med færdiggørelse af motorvejene til Hillerød og Frederikssund med i den trafikaftale, der blev offentliggjort på Christiansborg i dag.

Projekterne indgår i en større infrastrukturplan til i alt 110 mia. kroner, og heraf afsættes 4,3 mia. til nordsjællandske trafikprojekter.

Som del af aftalen er der sikret penge til ombygning af Kregmerundkørslen allerede i år, melder folketingsmedlem Marlene Harpsøe (DF): "Der er udarbejdet et projekt for ombygning til lyskryds, og der er nu fundet finansiering til dette projekt, som Vejdirektoratet har vurderet er meget rentabelt, fordi det reducerer bilkøerne kraftigt," siger Marlene Harpsøe, der sammen med blandt andre Mette Abildgaard (C) og Hans Andersen (V) har skubbet på for at sikre finansiering til både rundkørsel og motorvejenes færddiggørelse.

"Det er en fantastisk dag for Nordsjælland. Vi har arbejdet benhårdt for at det skulle lade sig gøre og endelig er det lykkedes. Nu kan vi endelig se frem til at få afviklet nogle af alle de køer, der bremser væksten i Nordsjælland," fortsætter Marlene Harpsøe, og da Halsnæs' borgmester Steffen Jensen (A) får nyheden om aftalen, udbryder han:

"Fantastisk - super godt, det har vi kæmpet for lang tid, og det er ekstra godt, at der nu er sikret penge til Kregmerundkørslen, som er et super rentabelt projekt og efterhånden har været svært at forbigå. Jeg er simpelthen så glad for, at det nu er lykkedes med både rundkørsel og motorveje. Der er blevet lavet et meget grundigt forarbejde, hvor beregninger fra Vejdirektoratet viser, at en ombygning af rundkørslen er særdeles rentabel for samfundet. Jeg hæfter mig især ved, at bilisterne nu kan se frem til at få skåret køen ned fra op mod syv kilometer til blot 25 meter. Det er noget, der virkelig kan mærkes for den enkelte borger og erhvervsbilist, som hver dag kører igennem Kregme. Jeg er derfor rigtig glad for, at det i infrastrukturplanen er prioriteret, at arbejdet allerede kan komme i gang her i 2019."

Flere reaktioner

"Det er en stor dag for Halsnæs og for resten af Nordsjælland, at aftalen nu er på plads," lyder det fra folketingsmedlem Mette Abildgaard, der også glæder sig over forbedring af den trafikale flaskehals med op mod 20.000 daglige trafikanter, Kregmerundkørslen.

”Det er svært at få armene ned, for Nordsjælland og jeg har kæmpet i årevis for at få motorveje helt til Frederikssund og Hillerød”, tilføjer folketingsmedlem Hans Andersen (V), som først og fremmest glæder sig på pendlernes vegne:

”Vi spilder alt for meget tid på at sidde i kø på vejen i stedet for at bruge tid med familien, og det skal være slut” siger Hans Andersen og understreger samtidig, at aftalen har stor betydning for virksomheder og kommuner i Nordsjælland:

”Det handler om at kunne tiltrække nye medarbejdere og borgere, ikke mindst børnefamilier. Det er meget nemmere, når transporttiden er mindre og trafiksikkerheden bedre”, siger Hans Andersen med henvisning til, at bl.a. forlængelsen af Hillerødmotorvejen vil øge trafiksikkerheden.

”Så det her er en meget stor dag og en kæmpe sejr for hele Nordsjælland. Det er helt fantastisk, at vi også har sikret penge til Kregmerundkørslen. Det har vi længe presset på for, så jeg glæder mig over, at det er lykkedes”, slutter Hans Andersen (V).

Publiceret 13 March 2019 09:57