Udsnit af kunstværket

Udsnit af kunstværket "I can never get close to U" af Ida Kvetny indvies på Ølsted Skole fredag

Elever er med til at vælge kunst

Nyt kunstværk på Ølsted Skole indvies fredag

Skole-kunst Elever fra Ølsted Skole har været med på råd, da Halsnæs Kommunes billedkunstråd skulle vælge nyt kunstværk til skolens vægge.

Og når Halsnæs Kommunes borgmester Steffen Jensen fredag 22. februar indvier det nye kunstværk, som skal hænge på Ølsted Skole, er det en betydningsfuld begivenhed af flere årsager.

Dels er kunstværket af Ida Kvetny indkøbt af kommunens billedkunstråd for midler, der er stillet til rådighed gennem Rosenquistarven. Og dels er det skolens elever selv, der har været med til at vælge, hvilken kunst der skulle op at hænge på skolens vægge.

Elevrådet på Ølsted Skole har nemlig arbejdet sammen med Billedkunstrådets formand Kim Meyer Andersen, der har præsenteret eleverne for nogle forskellige muligheder og ladet dem stemme sig frem til det, de bedst kunne lide.

Ejerskab til kunsten

Ifølge Kim Meyer Andersen har processen frem til udvælgelsen givet eleverne større ejerskab til kunsten, og dermed er det med til at sikre, at Billedkunstrådets værker bliver mere end blot passiv udsmykning.

"Vi valgte at præsentere eleverne for Ida Kvetnys kunst, fordi hendes værker har en høj kunstnerisk værdi. Det er et endog meget fint værk, som eleverne har valgt. Jeg er stolt af, at vi får et så fint værk til Halsnæs og også, at det bliver et aktiv for skolen," siger Kim Meyer Andersen.

Aktiv del i udvælgelsen

Formand for Udvalget for Kultur, Idræt og Demokrati, Helle Lunderød, glæder sig også over valget af ny kunst til Ølsted Skole.

"Ikke blot er det et flot kunstværk. Det glæder mig også meget, at eleverne har taget så aktiv del i udvælgelsen af det. En proces som denne viser med al tydelighed, at børn og unge også har en holdning til kunst og kan begejstres over det på lige fod med os voksne. Jeg håber, at alle på Ølsted Skole får glæde af det nye værk," siger Helle Lunderød.

Valget af Ølsted Skole er i øvrigt ikke helt tilfældigt. Byrådet har netop besluttet, at skolen bliver selvstændig med undervisning fra 0. og helt til 9. klasse. Maleriet vil blive placeret på et sted, hvor indskolingseleverne og deres forældre kommer hver dag.

Publiceret 20 February 2019 10:18