Nordisk Staal-direktør Jan Sørensen flankeret af Rasmus Stoklund og Hans Andersen.

Nordisk Staal-direktør Jan Sørensen flankeret af Rasmus Stoklund og Hans Andersen.

Kandidater gik til stålet

POLITIKERE Direktør Jan Sørensen åbner på en travl fredag dørene for et besøg af Rasmus Stoklund, folketingskandidat (S) og Hans Andersen, folketingsmedlem (V) hos Nordisk Staal i Frederiksværk. De to nordsjællandske folketingskandidater har nok forskellig partifarve, men tager gerne sammen på tur i Nordsjælland: ”Vi nyder begge at komme ud og tale med de nordsjællandske borgere og virksomheder, så det giver god mening engang imellem at aflægge fælles besøg, hvor vi kan drøfte de forskellige politiske syn på tingene”, siger Hans Andersen. ”Ja, og det sker da også at vi er enige. Uanset partifarve, så har vi jo det tilfælles, at vi vil det bedste for Nordsjælland”, fortsætter Rasmus Stoklund.

Jan Sørensen viser de lokale folketingskandidater rundt på virksomheden, som i mere end 85 år har fremstillet stålkonstruktioner til kunder i ind- og udland. Kunderne er store som små og tæller blandt andre DanSteel og Haldor Topsøe. I dag beskæftiger Nordisk Staal 55 medarbejdere hvoraf der er to smedelærlinge og en økonomielev. Direktør Jan Sørensen fortæller, at de har travlt, og at han stemmer med i de råb efter arbejdskraft, som man hører fra virksomheder over hele landet. For også hos Nordisk Staal mangler man medarbejdere for at kunne følge med ordrebogen.

Det er en bekymrende udfordring, som Rasmus Stoklund og Hans Andersen kan blive enige om, at der skal gøres noget ved. Det gælder både nu og på længere sigt, for eksempel er et af svarene, at flere unge skal vælge en erhvervsuddannelse. Hos Nordisk Staal tager man også gerne sin del af ansvaret. Jan Sørensen fortæller, at de for eksempel sammen med Halsnæs Kommune har arrangeret besøg af 6. klasser, hvor de unge mennesker kan få et indblik i arbejdet som smed.

Arbejdsmiljø er også på dagsordenen på besøget. Det bliver drøftet, hvordan man kan skabe et mere sikkert arbejdsmiljø, og hvordan arbejdsmiljøtilsynet kan fungere bedre. Nordisk Staal er bl.a. certificeret efter ISO 14001 og hos Nordisk Staal er det nødvendigt, at de fleste løft med foregår med kran på grund af de tunge konstruktioner, men også for at undgå skader og reducere slid. Et vigtig hjælpemiddel, som er medvirkende til, at virksomhedens alderspræsident på knap 70 år stadig arbejder på fuld kraft, fortæller Jan Sørensen.

Turen er omme, og folketingskandidaterne kan konkludere, at der rent politisk måske ikke blev gået det store til stålet i dag: ”Grundlæggende er vi enige om de udfordringer, der bliver peget på i dag. Løsningerne kan vi måske godt diskutere lidt, og det får vi nok også rig mulighed for”, slutter Hans Andersen og Rasmus Stoklund. /an

Publiceret 11 February 2019 11:32