To generationer af familien Jørgensen, datter og far, med ugens gæst fra Folketinget, Hans Andersen. Privat foto

To generationer af familien Jørgensen, datter og far, med ugens gæst fra Folketinget, Hans Andersen. Privat foto

Virksomhedsbesøg mens stormen rasede

ERHVERV "Da jeg mandag eftermiddag besøger Hundested Fiskeexport er der pres på. De har en lastbil holdende i køen ved Storebæltsbroen. Lastbilen er fyldt med fisk, som skal ende ude hos forbrugere i hele Europa. Den er fanget i køen og holder bomstille. Lige pludselig er fisk for mange tusinde kroner måske intet værd," fortæller folketingsmedlem Hans Andersen (V) efter et virksomhedsbesøg i Halsnæs, da endnu et kraftigt blæsevejr passerede landet.

Hundested Fiskeexports lastbil skulle være i Padborg kl. 19 samme aften, men det var usikkert, om det kunne nås med endnu en lastbilulykke på Storebæltsbroen og flere timers nedlukning af broen.

Men aktiviteten er høj hos Hundested Fiskeexport: "Jeg får friskfanget fisk fra hele Sjælland, Fyn og Bornholm - bl.a. de meget omtalte og stærkt regulerede sildefileter fra Gilleleje," fortæller direktør Ole V. Jørgensen og hans datter i løbet af virksomhedsbesøget.

"Men flotte torsk og rødspætter ligger også i kasser med is hos Hundested Fiskeexport. Jeg får en god snak med direktøren, som fortæller om virksomheden med opstart helt tilbage i 1935. De har også fået ansat to flygtninge fra Etiopien, som er faldet godt til hos virksomheden. Dejligt at høre som beskæftigelsesordfører," lyder det fra Hans Andersen.

Affæren med lastbilen endte godt den dag: Transporten med fisk nåede frem til Padborg, men efter at have fået fiskeeksportørens historie om, at Storebæltsbroen lukker i tide og utide på grund væltede lastbiler, kommer denne melding fra den lokalvalgte folketingsmand: "Så vi skal have strammet op på reglerne for, hvem der må køre over Storebæltsbroen i stormvejr. Det tager jeg fat i sammen med transportministeren."

an

Publiceret 19 January 2019 09:30