Arkivfoto fra sidste uges Aktion Cykellygte i Hundested

Arkivfoto fra sidste uges Aktion Cykellygte i Hundested

Politiet: For høj fart ved skolerne

TRAFIK 356 bilister fik en seddel med hjem, da politiet sidste uge satte fokus på skolevejene i Nordsjælland.

Sedlerne var ikke fra skolerne, men fra den betjent, som de mødte ved sidste uges færdselskontrol ved skolerne i Nordsjælland. De 356 bilister blev alle noteret for at køre for stærkt, fire af dem kan imødese en betinget frakendelse af kørekortet, mens 27 fik et klip, skriver politiet i en pressemeddelelse.

"Jeg er noget overrasket over, at så mange kører for stærkt ved skolerne, hvor det især er bløde trafikanter, der færdes, og flere er nye eller uerfarne i trafikken," siger politikommissær Nick Gall, leder af Operativ færdselssektion i Nordsjællands Politi.

Han peger på, at det er særligt bekymrende, da Nordsjællands Politikreds har flere dræbte og alvorligt tilskadekomne cyklister og fodgængere end gennemsnittet for de øvrige politikredse.

Ved færdselsindsatsen blev der tillige skrevet 10 sager om manglende sikkerhedssele eller sikkerhedsudstyr til børn, fire sager om manglende brug af sikkerhedssele hos bilens fører samt 15 sager om forkert eller manglende lygteføring på cykler.

"Jeg vil gerne opfordre forældrene til at hjælpe deres børn med at huske, at de skal have lys på deres cykler. Og så vil jeg opfordre de opfordre de bilister, som har tendens til at have lidt for travlt om morgenen til at sætte hastigheden ned. Det er trods alt bedre at komme for sent end slet ikke at komme frem eller være skyld i, at en medtrafikant kommer til skade," siger Nick Gall.

Der er p.t. ingen meldinger om alvorlige trafikovertrædelser ved de lokale skoler, men som tidligere omtalt i Halsnæs Avis blev der er flere tilfælde uddelt cykellygter til mørkelagte cyklister i forbindelse med Aktion Cykellygte.

Publiceret 16 January 2019 17:00