Vejdirektoratet vil nu ændre afmærkningen ved indsnævringen på Hillerødvej. Foto: Dan Rylinger

Vejdirektoratet vil nu ændre afmærkningen ved indsnævringen på Hillerødvej. Foto: Dan Rylinger

Forvirrende afmærkning skal ændres

Modstridende regler kan skabe forvirring

TRAFIK Som påpeget af kørelærer Dan Rylinger i Halsnæs Avis er der modtridende færdselregler ved vejindsnævringen mellem Thors Bakke og Magleblik, hvor afstribning og skiltning kan skabe forvirring.

Det skal ændres, for kørelæreren har helt ret i, at der er modstridende regler ved indsnævringen, mener man hos Vejdirektoratet: "Det er helt forståeligt, at der kan herske forvirring om, hvorvidt det flettereglen eller reglen om vognbaneskift, der er gældende på Hillerødvej mellem Torsbakke og Magleblik," fortæller afdelingsleder Maria Lønsmand Meiner, Vejdirektoratet, efter at Halsnæs Avis har gjort opmærksom på problemet, og vejmyndigheden har tjekket de aktuelle forhold på stedet.

Afmærkning og skiltning ved indsnævringen kunne også skabe tvivl om skyldsspørgsmålet i tilfælde af et uheld, og Vejdirektoratet vil nu ændre afstribningen.

Ændres til flettepunkt

"Som kørelærer Dan Rylinger påpeger, er kørebaneafmærkningen på stedet beklageligvis modstridende med færdselstavlerne, der viser at flettereglen skal anvendes. Vi vil derfor bringe kørebaneafmærkningen i overensstemmelse med færdselstavlerne, så hurtigt som overhovedet muligt. Det betyder i praksis, at vognbanelinjerne fjernes umiddelbart efter færdselstavlerne, så der bliver skabt et flettepunkt på kørebanen," slutter Maria Lønsmand Meiner. /an

Publiceret 10 January 2019 15:00