Lasse Kristensen fra Egeværk, Bente og Mogens Westphal med Æsir, Nanna og Andrew Backhaus-Brown. Foto: Backhaus-Brown/Egeværk

Lasse Kristensen fra Egeværk, Bente og Mogens Westphal med Æsir, Nanna og Andrew Backhaus-Brown. Foto: Backhaus-Brown/Egeværk

Glasskib blev ekstra gave på bryllupsdag

Ægtepar fra Liseleje sluttede 2018 af med en særlig gevinst

INDSAMLING Glasskibet Æsir blev ekstra gave på bryllupsdagen den 29/12 for Bente og Mogens Westphal fra Liseleje.

De skulle nemlig fejre 55 års ægteskab med børn og børnebørn, og inden dagen var omme, var de også de lykkelige ejere af glasskibet Æsir. Skibet var præmie i en indsamling til fordel for en sjælden kræftsygdom.

Indsamlingen Den 1. december påbegyndte Backhaus-Brown og Egeværk på Hundested Havn en indsamling til fordel for forskning i Uveal Melanoma, som er en sjælden, men meget alvorlig kræftsygdom, der angriber øjet. ”Det er ikke en sygdom, så mange kender”, forklarer Andrew Brown.

”Den rykkede pludselig ind på livet af os, da min nieces mand blev ramt af den. Det er en stor ulykke i en familie med tre små piger, og man rammes af magtesløshed og en stærk trang til at kunne bidrage med andet og mere end ord og kærlighed. Vi blev hurtigt enige med Egeværk om at stille et Glasskib på højkant for at samle penge ind til forskning, der forhåbentlig kan hjælpe nye ofre for Uveal Melanoma.”

For 200 kroner kunne alle interesserede erhverve sig et lod i den store trækning om glasskibet Æsir. Kunderne i de to værksteder viste sig at være i julehumør, for i løbet af de tre uger, indsamlingen løb, kom der 82.700 kroner i indsamlingskassen. Alle midler doneres til Ocumel; en organisation der varetager en lang række områder i forbindelse med behandling for og bekæmpelse af kræftsygdommen Uveal Melanoma.

Beløbet oversteg ifølge Andrew værkstedernes forhåbninger: ”Vi blev lige fra første dag overvældet over interessen for indsamlingen, og viljen til at købe lodder – selv i julemåneden.”

Lod nr. 190 blev den heldige vinder

Den 29. december blev den heldige vinder fundet – og vinderloddet blev meget symbolsk trukket af Willow på fem år fra den berørte familie i England. Nr. 190 stod der på loddet, der kom op af skålen - og så kunne Nanna Backhaus Brown overbringe den glade nyhed til vinderne af Æsir.

Det heldige par viste sig at være Bente og Mogens Westphal, der dog ikke havde tid til at tage telefonen, da de var i gang med at fejre deres 55-års bryllupsdag sammen med børn og svigerbørn: ”Der var et telefonnummer, vi ikke kendte, der blev ved med at ringe, og da vi fik aflyttet vores telefonsvarer henad aftenen, var det jo Nanna med en besked, vi næsten ikke kunne forstå. Det var os, der havde vundet det smukke glasskib! Vi havde godt nok en god fornemmelse, da vi så at udtrækningen skulle foregå på vores bryllupsdag, men vi vinder normalt ikke noget. Til gengæld ville vi gerne støtte det gode formål – og denne gang var altså så lykkens gang for os.”

De glade vindere af Æsir fik skibet overdraget lørdag den 5. januar i Glassmedjen af Lasse Kristensen fra Egeværk og Nanna og Andrew Backhaus-Brown. Tilstede var også Andrew og Nannas svigerinde Celia Brown, der ønskede at overbringe vinderne – og alle andre, der har bidraget til indsamlingen – en stor tak fra familien i England.

Publiceret 09 January 2019 18:30

SENESTE TV