I 2015 blev der fundet lettere forhøjet forekomst af legionella i nogle af Løvdalens lejligheder. Efter udbedring af fejl i rørsystemer var der ikke længere spor af legionella, oplyser Halsnæs Kommune. Arkivfoto.

I 2015 blev der fundet lettere forhøjet forekomst af legionella i nogle af Løvdalens lejligheder. Efter udbedring af fejl i rørsystemer var der ikke længere spor af legionella, oplyser Halsnæs Kommune. Arkivfoto.

Plejecentre er obs på legionella

Siden 2015 har plejecentrene Løvdalen og Humlehaven taget særlige forholdsregler for at forebygge legionella

Af
Kim Larsen

LEGIONELLA I forbindelse med de to kendte tilfælde af legionærsyge i ældreboligerne på Aase Hansens Vej har Halsnæs Avis bedt Halsnæs Kommune oplyse, om der er andre kendte tilfælde i kommunen.

Informationsafdelingen oplyser, at en beboer på Løvdalen i 2015 blev indlagt, og sygehuset havde mistanke om legionærsyge (legionella-lungebetændelse). Under indlæggelsen blev dette dog afkræftet.

For en sikkerheds skyld blev der udtaget vandprøver (både på Løvdalen og Humlehaven) til undersøgelse for legionella i udvalgte lejligheder samt på det cirkulerende varme vand.

Der blev fundet lettere forhøjet forekomst af legionella i nogle af lejlighederne på Løvdalen, men i det cirkulerende varme vand fra varmecentralen var der ingen spor af legionella.

Årsagen til den let forhøjede forekomst af legionella i nogle af lejlighederne viste sig at være en fejl i rørsystemerne i to afdelinger, som straks blev udbedret. Efterfølgende blev der udtaget yderligere vandprøver, som var uden fund af legionella, oplyser Halsnæs Kommune.

Begge plejecentre har siden fulgt følgende procedure:

    Temperaturen hæves hver aften/nat, hvor vandet cirkulerer rundt med høj temperatur (70 grader) i anlægget. En gang om måneden hæves temperaturen i ca. et døgn.

    Ved nyindflytninger bliver der skyllet igennem i lejligheden samt skiftet bruserslange og bruserhoved.

    Derudover skyller personalet igennem med termostaten på højeste temperatur i 1-2 min inden et bad, og efter badet lægges bruseren på gulvet, så vandet kan løbe fra bruserslangen.

Publiceret 27 December 2018 12:17