Allerede i 2015 bliver en beboer i ældreboligerne på Aase Hansens Vej syg af legionella, formentlig smittet via brusebad, og ender med at dø af legionærsyge. Men hverken Halsnæs Kommune eller boligselskabet blev underrettet af embedslægen (nu Styrelsen for Patientsikkerhed), så yderligere legionella-smitte i ældreboligerne kunne forebygges. Arkivfoto: Mostphotos.

Allerede i 2015 bliver en beboer i ældreboligerne på Aase Hansens Vej syg af legionella, formentlig smittet via brusebad, og ender med at dø af legionærsyge. Men hverken Halsnæs Kommune eller boligselskabet blev underrettet af embedslægen (nu Styrelsen for Patientsikkerhed), så yderligere legionella-smitte i ældreboligerne kunne forebygges. Arkivfoto: Mostphotos.

'Ukendt' legionella-dødsfald

En beboer på Aase Hansens Vej døde for tre år siden af legionærsyge, men hverken boligselskab, Halsnæs Kommune eller Styrelsen for Patientsikkerhed kender til sagen

Af
Kim Larsen

SUNDHED Cirka hver tiende, der smittes med legionella og pådrager sig lungesygdommen legionærsyge, ender med at dø af det. Det er en alvorlig sygdom. Derfor er det vigtigt at lokalisere smittekilden, når en borger får konstateret legionærsyge, så det kan forebygges, at flere bliver smittet.

Som tidligere beskrevet i Halsnæs Posten, var Styrelsen for Patientsikkerhed godt to måneder undervejs med en information til Halsnæs Kommune om mulig smitterisiko med legionella på Aase Hansens Vej, efter en beboer var indlagt med legionærsyge i slutningen af august 2018.

Men dette tilfælde af legionærsyge i ældreboligerne på Aase Hansens Vej er slet ikke det første: I 2015 fik en 81-årig kvindelig beboer legionærsyge - og døde af det!

Et fatalt bad

Kvindens barnebarn, som ikke ønsker sit navn i avisen, fortæller:

"For tre år siden mistede jeg min kære mormor. Hun var, udover sin diabetes, en sund og rask dame, som vi nød at være sammen med hver eneste dag. Den 13. november 2015 fik min mormor et bad. Det blev fatalt. Et par dage efter blev min mormor syg,"

15. november kommer en læge ud og tilser kvinden i hjemmet på Aase Hansen Vej. Lægen mener, det er influenza og ordinerer hvile. Kvinden får hver dag besøg af sin familie mindst to gange.

Natten til 18. november vågner et familiemedlem med fornemmelsen af, at noget er galt og kører straks af sted til Aase Hansens Vej. Her findes den 81-årige kvinde på gulvet - hun har det rigtig dårligt og er faldet ud af sengen.

"Hun bliver indlagt på Frederikssund sygehus, og udredningen går i gang. Hendes vejrtrækning bliver forværret og indenfor et døgn efter indskrivning, bliver hun overført til intensiv i Herlev," fortæller barnebarnet videre.

"Hun bliver lagt i respirator. De finder ud af, at hun har fået legionærsyge. Mormor ligger i respirator i 12 dage, hvor sundhedspersonalet kæmper, og vi alle håber det bedste. Desværre mister vi mormor den 30. november."

Ingen har hørt noget

Men hvordan blev dette tilfælde i 2015 af legionærsyge så tacklet?

Halsnæs Avis ringer til Domea.dk, som administrerer ældreboligerne på Aase Hansens Vej:

"Det har jeg intet hørt om. Men det vil jeg da tjekke op på," svarer Jens Tovborg, kommunikationschef i Domea.dk.

Han vender tilbage dagen efter: "Jeg har spurgt alle steder, og der er ingen i Domea.dk, der kender noget til, at en beboer på Aase Hansens Vej har været syg af legionærsyge i 2015."

Heller ikke hos Halsnæs Kommune har man hørt om et tilfælde af legionærsyge i 2015:

"Jeg har ikke kendskab til, at en borger fra Aase Hansens Vej skulle være død for tre år siden som følge af en legionella infektion," svarer Birgit Gundorph-Malling, chef for Sundhed og Ældre.

Styrelsen for Patientsikkerhed melder også pas:

"Vi har ikke andre anmeldelser på den vej," svarer overlæge og sektionsleder, Anne Hempel-Jørgensen, efter at have undersøgt sagen.

Af den afdøde kvindes sygejournal fremgår det, at overlægen har udfyldt anmeldelse om legionærsyge til Statens Serum Institut og embedslægen (nu Styrelsen for Patientsikkerhed)

Af den afdøde kvindes sygejournal fremgår det, at overlægen har udfyldt anmeldelse om legionærsyge til Statens Serum Institut og embedslægen (nu Styrelsen for Patientsikkerhed)

Anmeldt 24/11 2015

Af kvindens sygejournal, som Halsnæs Avis har kopi af, fremgår det, at en speciallæge på Herlev Hospital 24/11 2015 har udfyldt skriftlig anmeldelse af Legionella pneumoni (legionærsyge) til Statens Serum Institut og embedslægen (nu Styrelsen for Patientsikkerhed).

Men hvordan kan det så være, at Styrelsen for Patientsikkerhed ikke kender til dette tilfælde af legionærsyge i 2015 på Aase Hansens Vej?

Det spørgsmål afventer Halsnæs Avis nu svar på fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

Publiceret 14 December 2018 13:49