23-årige William Karstensen er deltidsbrandmand på tredie år ved Frederiksborg Brand og Redning. Foto Thomas Quvang

23-årige William Karstensen er deltidsbrandmand på tredie år ved Frederiksborg Brand og Redning. Foto Thomas Quvang

”Når alarmen lyder, så er det altså afgang”

23-årige William Karstensen fortæller om hverdagen som deltids brandmand hos Frederiksborg Brand og Redning

Af
Thomas Quvang

Brand og Redning ”Man skal smide alt hvad man har i hænderne og så det ellers bare afsted, brandbilen skal være afsted senest fem minutter efter alarmen har lydt”.

23-årige William Karstensen fra Frederiksværk har prøvet det ovennævnte scenarie adskillige gange. Som deltids brandmand på tredje år hos Frederiksborg Brand og Redning kender han med al tydelighed vigtigheden af, at komme afsted når alarmen lyder:

”Når man har vagt, så skal man altså stå klar. Jeg har forladt film i biografen eller måtte løbe fra fodboldtræningen, det skal bare gå stærkt og det betyder selvfølgelig, at når man har vagt, så skal der gives afkald på ting og gøremål i hverdagen, sådan er vilkårene”, lyder det fra William Karstensen som i hverdagen uddanner sig som ambulanceredder og som i fritiden er U/19 træner i den lokale fodboldklub FFK.

Stand-by 24 timer i døgnet

En vagtturnus er som oftest en dagvagt fra kl. 06-16 eller aften/nat fra 16-06. Det betyder, at en holdleder og tre brandmænd altid er stand-by alle døgnets 24 timer og klar til lynhurtig udrykning:

”Dem som har vagt skal med den første bil og umiddelbart herefter kommer så de øvrige brandmænd med de næste biler”, forklarer William om proceduren når brandalarmen lyder.

Værnepligtig på Bornholm

Det var som værnepligtig på Bornholm, at William Karstensen indledte karrieren som brandmand:

”Jeg blev uddannet indenfor beredskabsstyrelsen da jeg havde ni måneder i militæret på Bornholm for 4-5 år siden”, fortæller William som gennem sin tid i Frederiksborg Brand og Redning har oplevet lidt af hvert:

”Jamen, at være brandmænd betyder ikke at man ’bare’ skal ud og slukke brande, der er mange forskellige opgaver forbundet med at være brandmand”, siger William og remser op:

Forskellige opgaver

”I bilen er der udstyr til mange forskellige opgaver, da stormen Bodil rasede havde vi rigtig travlt, bl.a. med at fjerne træer fra veje og togskinner. I hverdagen giver vi assistance ved trafikuheld, hvis der er behov eller hvis køretøjer f.eks har lækket olie eller benzin på vejbanen”.

”Herudover så står vi altid klar til at hjælpe og yde assistance hos vores nabokommuner, det gør vi ofte og så skal det ikke glemmes, at vi altid er afsted når der går en automatisk brandalarm, f.eks på skoler eller hos virksomheder. Ofte er disse automatiske brandalarmer, heldigvis, falsk alarm”, lyder det fra William som selvfølgelig også er en del af teamet når meterhøje flammer skal bekæmpes:

Voldsomme brande

”Det kan gå meget voldsomt til, det har jeg oplevet, også lokalt”, fortæller William der ikke vil fortælle om specifikke detaljer og lokationer:

”Der har været brande, hvor beboere har mistet alt til flammerne, her er det vigtigt, at vi udover slukningsarbejde også kan håndtere de berørte mennesker, hvoraf mange er i en form for choktilstand”, siger William der trods de fysisk og psykisk krævende opgaver står klar næste gang alarmen lyder:

”Jeg kan rigtig godt lide at være brandmand, det er spændende og det er alsidigt. Jeg kan godt lige at gøre en forskel i hverdagen, det ved jeg vi gør, og så giver det selvfølgelig et adrenalinkick når man er afsted og det går allermest hektisk til”, Siger William som opfordrer flere til, at være med på holdet som brandmænd.

Vær med på holdet

”Alle mænd og kvinder over 18 år kan i princippet blive en del af beredskabet, men selvfølgelig kan en god fysik kun anbefales. Beredskabet søger altid gode folk, der til at starte med skal gennem en prøveperiode inden selve grunduddannelsen kan påbegyndes”.

Til sidst, og som en nok så væsentlig opfordring, minder William Karstensen om, at en røgalarm er en lille størrelse, men vigtigheden af sådan en kan ikke undervurderes:

”Alle hjem bør have en røgalarm installeret, den redder altså liv”, slutter William Karstensen.

Publiceret 08 December 2018 00:00

SENESTE TV