Anna Marie Knudsen, formand for Handicaprådet. Der skal laves handicapvenlig adgang til Turbinehuset. Det er et af de fem projekter, der har fået del af sidste uddeling fra Tilgængelighedspuljen. Foto: Kim Larsen.

Anna Marie Knudsen, formand for Handicaprådet. Der skal laves handicapvenlig adgang til Turbinehuset. Det er et af de fem projekter, der har fået del af sidste uddeling fra Tilgængelighedspuljen. Foto: Kim Larsen.

Sidste omgang fra Tilgængelighedspuljen

Handicaprådet vil fortsat kæmpe for tilgængelighed for alle, selvom puljen på 100.000 kr. er sparet væk

Af
Kim Larsen

HALSNÆS Igennem 10 år har Handicaprådet hvert år støttet et eller flere projekter, der fremmer tilgængelighed for alle - uanset eventuelt handicap.

Men nu er det slut. Den såkaldte Tilgængelighedspulje på 100.000 kroner er ikke længere med i kommunens budget - den er sparet væk.

Handicaprådet har netop givet 'sidste omgang'. Der var en del ansøgninger til puljen, og de 100.000 rakte ikke til at opfylde alle ønsker, så rådet har måttet prioritere, fortæller Handicaprådets formand, Anna Marie Knudsen.

Fem projekter får del i puljens sidste 100.000 kroner:

    Hundested Bådelaug. Støtte til gummibåd, som kan være følgebåd til foreningens handicapvenlige både.

    Fiskeriets og Havnens Hus. Fire borde- bænkesæt til mødestedet Fyrbåken på Hundested Havn. Borde- bænkesæt, der for enden er til at sidde ved i kørestol.

    Turbinehuset. Handicapvenlig adgang for folk i kørestol eller med rollator .

    Boligforeningen Tjalkavej, Melby. Rampe fra p-plads til boligforeningens stisystem.

    Lynæs Havnebad. Tilskud til personlift, der vil gøre det muligt for handicappede at komme i vandet.

"Nu er Tilgængelighedspuljen sløjfet, det er vi meget kede af. Vi håber, det kun er midlertidigt, for puljen har virkelig hjulpet i forhold til mange ting," siger Anna Marie Knudsen og fortsætter:

"Men selvom Tilgængelighedspuljen er taget fra os, så er vi her stadig, og Handicaprådet vil fortsat arbejde for at sikre borgerne tilgængelighed. Og hvis nogen oplever, at der ikke er tilgængelighed, så vil vi meget gerne høre om det, og se hvad vi kan gøre."

"Når der er tale om kommunale projekter, vil vi forsat lægge pres på de politiske udvalg for at sikre, at der er opmærksomhed på de handicappede herunder tilgængeligheden."

"Et eksempel er det nye klubhus i Melby. Her kunne vi se i planerne, at dem i kørestol skulle udenfor for at komme frem til toilettet. Det er nu lavet om, så alle kan komme på toilettet uden at skulle ud først," fortæller Anna Marie Knudsen med tilfredshed i stemmen.

Publiceret 07 December 2018 08:58

SENESTE TV