Der er fundet legionella-bakterier i det varme vand i tre af fire undersøgte lejligheder. Til gengæld var der ikke legionella i selve vandsystemet i bebyggelsen på Aase Hansens Vej. Foto: Kim Larsen.

Der er fundet legionella-bakterier i det varme vand i tre af fire undersøgte lejligheder. Til gengæld var der ikke legionella i selve vandsystemet i bebyggelsen på Aase Hansens Vej. Foto: Kim Larsen.

Legionella i tre ud af fire ældreboliger

Der er ikke legionella i selve vandsystemet på Aase Hansens Vej, bakterieproblemet opstår tilsyneladende ude i de enkelte boliger

Af
Kim Larsen

SUNDHED Så snart Domea.dk, som administrerer de 84 ældreboliger på Aase Hansens Vej, af Halsnæs Kommune blev underrettet om, at en beboer var blevet smittet med legionella-bakterier, blev der taget prøver af det varme vand i både selve varmesystemet og ude i fire boliger.

Herefter blev temperaturen i ældreboligernes vandsystem hævet fra 54 grader til 60 grader for at komme eventuelle legionelle-bakterier til livs.

Der blev også lavet et advarselsbrev til beboerne (13. november), hvori beboerne bl.a. blev rådet til at lade det varme vand løbe 5-8 minutter inden brug for at opnå den højest mulige temperatur.

Nyt advarselsbrev

Domea.dk fik analyseresultatet af vandprøverne torsdag 29. november, og i dag fredag 30. november har beboerne fået et nyt advarselsbrev. Der er nemlig konstateret legionella-bakterier i det varme vand i tre af de fire undersøgte lejligheder. Til gengæld var der ikke legionella i selve vandsystemet i bebyggelsen.

Af informationsbrevet til beboerne fremgår det, at beboeren i en af de legionellaramte boliger kun bruger det varme vand hver 14. dag. Det giver gode forhold for legionella til at formere sig.

"Vi opfordrer derfor beboerne til at lade det varme vand løbe på højeste temperatur to-tre gange om ugen," står der bl.a. i brevet.

Beboerne rådes fortsat til at lade det varme vand løbe 5-8 mimutter inden brug, og der er denne gang tilføjet et ekstra råd:

"Sæt brusehovedet ned i en spand, inden du tænder for vandet. Så undgår du, at eventuel legionella spredes i luften."

Også Hjemmeplejen i Halsnæs er blevet orienteret om legionellaproblemerne i ældreboligerne på Aase Hansens Vej, oplyser kommunikationschef hos Domea.dk, Jens Tovborg.

Klor i det varme vand

For at minimere risikoen for legionella i ældreboligerne har boligselskabet nu indkøbt et system, der tilsætter en mild kloropløsning til det varme vand - ikke drikkevandet, kun til det varme vand.

Herudover fortsættes med den høje temperatur i systemet for det varme vand.

Efter cirka fire uger vil boligselskabet foretage en ny kontrolmåling for legionella i systemet og i boliger.

Publiceret 30 November 2018 14:32