Ågrillen skal rives ned, så området omkring Nørregade, Torvet og Gjethuset kan komme til at fremstå mere som en helhed. Foto: Kim Larsen.

Ågrillen skal rives ned, så området omkring Nørregade, Torvet og Gjethuset kan komme til at fremstå mere som en helhed. Foto: Kim Larsen.

Enigt byråd: Ågrillen skal nedrives for ejers regning

"Bygningen gør ikke noget godt for området", lød det blandt andet under byrådsdebatten

Af
Kim Larsen

FREDERIKSVÆRK "Den hører bare til i byen og er da helt sindsygt at fjerne den"

"Den skal bare ikke væk det vil være en katastrofe og fjerne den der er sku snart ikke mere Frederiksværk tilbage"

Sådan lyder et par af de mange indlæg på avisens Facebook-side med (langt overvejende) kritiske kommentarer omkring nedrivning af Ågrillen.

Torsdag aften skulle Halsnæs Byråd træffe den endeligt beslutning i sagen. Og her var ingen slinger i valsen, alle 21 byrødder bakkede op om Økonomiudvalgets indstilling: Nedrivning af Ågrillen for ejers regning - i henhold til lejekontrakten.

En del af Stålsat By-projektet

"Nedrivning af Ågrillen er en del af Ståsat By-projektet. I vinderprojektet er den bygning fjernet, og der er skabt åbenhed og sammenhæng i området ved Mølledammen. Når den bygning er væk vil hele området, altså Torvet og Nørregade og Gjethuset, fremstå mere som en helhed," sagde Michael Thomsen (V) og fortsatte:

"Ågrillen har eksisteret siden 1971, det er samme år som jeg blev født. Når en bygning har stået der i så mange år, så har rigtig mange har et særligt forhold til den. Det er fuldt forståeligt," sagde Michael Thomsen, som herefter dragede parallel til moderniseringen af Allégade, hvor der også var "et ramaskrig" mod at fjerne de gamle træer.

"I dag er det blevet superflot. Når tingene er kommet på plads efter noget tid, så er der en udbredt opfattelse af, at det er blevet godt - og så forstummer kritikken. Det tror vi også vil være tilfældet med denne bygning, netop fordi det er en del af en gennemtænkt helhedsplan for Frederiksværk midtby," sagde Michael Thomsen.

Anja Rosengreen (SF) havde ikke de store nostalgiske følelser for Ågrillen:

"Den bygning gør ikke noget specielt godt for det område. Den er ikke nogen arkitektonisk perle. Vi stemmer for at nedrive den," sagde hun blandt andet.

Et samlet byråd afsagde herefter sin endelige dødsdom over Ågrillen.

Publiceret 23 November 2018 11:07