Melby Overdrev på en af de to årlige naturplejedage

Melby Overdrev på en af de to årlige naturplejedage "træk-et-træ". Arkivfoto.

Melby Overdrev blandt de ypperste naturperler

Halsnæs er repræsenteret i Danmarks nye naturkanon, som omfatter 15 fantastiske naturområder

NATUR Melbylejrens gamle skydeterræn er blevet kanoniseret. Melby Overdrev er sammen med Tisvilde Hegn blevet udpeget som et af de 15 steder i Danmark, der byder på helt særlige og unikke naturoplevelser.

Udvalgsformand for Miljø og Plan, Anja Rosengreen, glæder sig over at Halsnæs hermed er repræseenteret i Danmarks Naturkanon:

"Melby Overdrev er med sin velbevarede natur og status som største hede på Sjælland en af Danmarks helt store naturperler. Med sin plads i Danmarks Naturkanon, og som eneste repræsentant fra Nordsjælland, bliver det fastslået yderligere."

"Generelt gælder det for Halsnæs, at vi har rigtig mange skønne naturområder, og jeg håber, at naturkanonen vil åbne op for, at endnu flere af vores borgere og besøgende vil lægge vejen forbi vores områder," udtaler Anja Rosengreen.

Tilbage i september pegede Halsnæs Kommune selv på Melby Overdrev og Arrenæs som to mulige bud til Danmarks Naturkanon.

Sjællands største lynghede

Det er en jury bestående af blandt andre Frank Erichsen (Bonderøven), Sebastian Klein og Johan Olsen fra Magtens Korridorer, der har udvalgt de 15 naturperler i Danmark blandt de 30 steder, som var med opløbet om at komme med i naturkanonen.

Området ved Melby Overdrev udgør Sjællands største lynghede og er kendetegnet ved et mangfoldigt plante-, insekt- og sommerfugleliv. Området er tidligere brugt som skydeterræn af Forsvaret, men er nu åben for offentligheden.

I forlængelse af Melby Overdrev ligger Tisvilde Hegn, Danmarks ældste klitplantage, med blandt andet op til 250 år gamle skovfyr på prægtige mostæpper.

Publiceret 21 November 2018 11:17

SENESTE TV