Så er det blevet tid til udskrivning fra klinikken i Arusha.

Så er det blevet tid til udskrivning fra klinikken i Arusha.

Dagbog fra Arusha (3)

Lis Herand, Hundested, har med Kirsten Hyrup været i Tanzania som frivillige sygeplejersker - her et uddrag af hendes dagbog

Af
Lis Herand

Mandag 5. november

Kirsten havde en hjemmearbejdsdag og pleje af de infektioner, der ikke er til at undgå. Spørgsmålet er ikke om, men hvornår man rammes.

Taxadriver Mutti og Scola, vores køkkenansvarlig her på Tanzanite Apartment, hjalp med at finde de rengøringsartikler, vi havde aftalt at købe til hospitalet.Glæden ved at give blev meget stor, fordi det blev modtaget så positivt.

Tirsdag 6. november

Dagen begyndte med indkøb af bærbar CP, vi blev kørt i hospitalets ambulance. Pris blev forhandlet. BT måler blev købt, igen efter forhandling.

Vores dag var givende, det blev til to fødsler, to piger - og tre trætte frivillige, der kørte hjem midt på eftermiddagen.

Onsdag 7. november

Vores ansvarlige læge, vi kalder ham dr. K , der selv er masai, var i undervisningshumør. Han fortalte om regeringens fremstød mod omskæring især af kvinderne. Dr.. K siger, at antallet af omskæring falder drastisk, men endnu er der under fødsel stadig en del komplikationer på grund af ødelagt fødevej. Ofte kommer kejsersnit her på tale.

I går så vi en kvinde, der var klitorisomskåret - hun fødte heldigvis uden problem en sund baby.

Vores hjælp i dag var meget værdsat. Det er som om, de også er mere trygge ved os. Efter arbejde gik vi lidt i de små gader. Vi købte et vaskefad, så det er muligt at vaske lidt tøj selv.

På trods af lille regntid, har vi kun fået ganske lidt regn og ikke bidt af myg

Torsdag 8. november

Morgenen blev brugt på storvask. En tur på masai-marked, op at hæve penge til hospitalsudstyr i morgen. Egenomsorg i svømmepøl.

Fire frivillige unge kvinder mødte os med armene helt over hovedet. Deres familier og venner har samlet penge ind til den børnehave, de arbejder på. De fik bolde og sjippetov, og grønt lys til at lave en lille legeplads med gyngestativ og rutsjebane.

Fredag 9. november

Vi mødte ind kl 8 og fik lokal te med ingefær og honning. Det havde været en travl nat med mange fødsler.

Før vi klædte om drog vi afsted med chefsygeplejersken og fik købt ultralydscanner til hjertefrekvens måling. De næste timer kom den i brug flere gange, blandt andet vidste vi, at den lille babypige, der kan beundres i dagens billedserie, havde en hjertefrekvens på 147, lige før hun så dagens lys. ( normal frekvens ).

Lørdag 10. november

Det blev en fantastisk lørdag. Vi tilbragte dagen sammen med et dansk ægtepar, Ruth og Philip, der bor her permanent og har arbejde inden for den Lutherske Kirke.

Vi kom til deres skønne bolig 8-10 km fra vores bolig i retning mod Nairobi. Huset beliggende højt i en klynge af seks huse.

Samtalen kom ind på Ruths store ønske om at hjælpe de afrikanske unge piger, efter de får menstruation. Det er for dyrt at købe bind, så de bruger gamle kangaer. Det betyder, at de bløder igennem og derfor ikke går i skole eller til sport i den uge.

Ruth har med et hold unge syet bind, og hun har forbindelse med en producent, der syr flergangsbind. Altså, strikkede bomuldsbind, som vi selv kendte til for mere end 50 år siden.

Ruth håber på, at der gennem kirken kan indsamles penge til at nå 1.000 til 2.000 unge kvinder. Ved udlevering skal de undervises i hygiejne. Hun vil gerne have mænd med til samtalerne, så kvinderne ved det ikke er tys tys, men en ærlig sag at komme igennem denne måneds plage uden skam.

Søndag 11. november

Lidt slapperdag ved poolen, lidt shoppedag, lidt veksledag og lidt planlægnings dag. Ikke meget dagbog.

Publiceret 20 November 2018 09:59

SENESTE TV