Marianne Bech og Eva Haahr i

Marianne Bech og Eva Haahr i "Børnenes Genbrug", som nu bliver til en forening. Fotos: Kim Larsen.

Børnenes Genbrug føres videre

Home-Start lukker i Halsnæs, men ikke foreningens genbrugsbutik

Af
Kim Larsen

HALSNÆS Siden 2014 har frivillige familievenner gennem foreningen Home-Start hjulpet trængte småbørnsfamilier i Halsnæs. Til nytår er det slut.

Det kommunale tilskud til Home-Start på 450.000 kroner er blevet sparet væk, og overskuddet fra foreningens genbrugsbutik, Børnenes Genbrug i Strandgade, Frederiksværk, er slet ikke stort nok til at lønne den koordinator, der er en forudsætning for at drive Home-Starts frivillige arbejde.

Home-Start har før været i farezonen ved de årlige budgetforhandlinger i Halsnæs, men er hidtil blevet reddet på målstregen. Det skete bare ikke denne gang.

Selv ikke et tilsagn om fondsstøtte i en to-årig periode til delvis dækning af foreningens drift, fik Home-Start tilbage i kommunens budget.

Et sidste forsøg

Da bestyrelsen i Home-Start Halsnæs havde sundet sig lidt ovenpå budgetslaget, blev der gjort forsøg på i det lokale erhvervsliv at finde støtte til at føre Home-Start videre:

"Med 250.000 kroner fra fonden skulle vi selv skaffe ca. 200.000 kroner for at drive Home-Start endnu et år. Butikken kunne levere de 75.000 kroner, så det var 125.000 kroner vi skulle skaffe fra lokale supportere. Vi drønede rundt, men det var rigtigt svært. Så vi måtte bare sige, at nu slutter festen," fortæller Eva Haahr.

Hun har, ligesom formand Marianne Bech, været med i alle fem år med Home-Start i Halsnæs.

"Det er trist, at Home-Start lukker. Det er et godt koncept, og vi har bare haft så mange solstrålehistorier," konstaterer Marianne Bech.

Støtte til lokale børneprojektet

Alle Home-Starts aktiviteter i Halsnæs stopper pr. 1. januar - bortset fra genbrugsbutikken, som føres videre i nyt regi.

"Butikken blev startet for fire år siden for at være med at støtte driften af Home-Start. Det er gået stille og roligt fremad, og Børnenes Genbrug er i dag en velfungerende butik med en god omsætning. Spørgsmålet er: Hvad så, når Home-Start lukker?"

"Børnenes Genbrug" modtager gerne brugt børnetøj, legetøj og andre børnerelaterede ting - f.eks kunne der lige nu godt bruges nogle barnevogne og klapvogne.

Det er blevet drøftet på et velbesøgt møde med deltagelse af 17 butiksfrivillige, og her var der fuld opbakning til at fortsætte butikken.

"De frivillige er glade for at være her. Det er en fest, for vi møder aldrig sure kunder. Vi har derfor besluttet at lave en forening 'Børnenes Genbrug', der kan drive butikken videre."

"Der er ikke længere noget Home-Start, men overskuddet skal stadig bruges til gavn for børn. Så alle, der har med børn at gøre, vil få mulighed for at søge støtte til lokale projekter," fortæller Marianne Bech og Eva Haahr.

Fakta

Der er stiftende generalforsamling i foreningen "Børnenes Genbrug" mandag 26. november kl. 16 i Frivilligcenter Halsnæs, Skjoldborg, Valseværksstræde 5 A, Frederiksværk.

Publiceret 14 November 2018 13:29

SENESTE TV